Arsenal får snart mulighed for revanche mod Michael Laudrup og Swansea City. De to hold skal mødes i FA Cup'en.

Arsenal tabte lørdag 0-2 til Michael Laudrups Swansea City, men Arsène Wengers tropper får snart muligheden for at få revanche.

Skæbnen ville nemlig, at de to hold trak hinanden i tredje runde af den engelske FA Cup - dog med den forskel, at Swansea-mandskabet får hjemmebane, så London-mandskabet skal altså ud på en rask tur til det sydlige Wales.

De forsvarende pokalmestre fra Chelsea skal til Southampton, mens Manchester United i det tredje rene Premier League-opgør har udebane mod West Ham United.

Mestrene fra Manchester City får en på papiret overkommelige opgave, da de har hjemmebane mod Watford fra den næstbedste række, mens Daniel Agger og Liverpool ikke kender deres modstander endnu. Det står dog fast, at de skal på udebane, og modstanderen bliver enten Mansfield Town eller Lincoln City, der begge er røget ud af det engelske divisionssystem.

Thomas Sørensen har fået lovning på at stå i pokalkampene for Stoke City. De begynder på udebane mod Crystal Palace fra toppen af den næstbedste række.

Kampene spilles i januar.