Efter en målløs første halvleg løb Arsenal fra Watford i anden halvleg.

Med en sejr på 3-0 over Watford overhalede Arsenal Manchester United, og London-klubben ligger nu på andenpladsen efter topholdet Manchester City.

Første halvleg af kampen på Vicarage Road i Watford sluttede 0-0, men efter et kvarters spil af anden halvleg kom Arsenal foran, da dommeren i første omgang ikke ville give straffespark til Watford. På det efterfølgende kontraangreb kom Mesut Özil alene med Watford-målmand, Heurelho Gomes, men blev tacklet. Bolden endte dog hos Alexis Sanchez, som satte føringsmålet ind.

Det var en lidt hård skæbne for Watford, for oprykkerne havde indtil da gjort det ganske udmærket, men herefter løb Arsenal fra dem.

Først sendte Olivier Giroud bolden op i nettaget fra få meters afstand, og et kvarter før tid spillede Hector Bellerin bolden frem til Aaron Ramsey, som satte 3-0 ind via benet på Watfords Ikeche Anya.

Arsenal-sejren betyder, at holdet takket være bedre målforskel ligger nummer to I Premier League, mens Watford er nummer 14.