Arsenal-keeper: Julen skiller mændene fra drengene

Tre kampe over et spænd på seks dage. Jo, juleprogrammet i Premier League er til at tage og føle på. Og det hele begynder torsdag, når der er Boxing Day 2. juledag. 
 
Kampene kan meget vel gå hen og afgøre det tætte topfelt i Premier League, hvilket Arsenals målmand Wojciech Szczesny ser frem til. 

- Jeg tror, at man vil se juletiden skille mænd fra drenge. I de seneste sæsoner har vi ikke brilleret i julen, så forhåbentlig vil vores topplacering hjælpe med til, at vi kan give det lille ekstra i år, så resultaterne kommer i hus, siger han i et interview med klubbens hjemmeside.

Arsenal skal selv på besøg hos West Ham på 2. juledag, inden der de kommende dage venter opgør mod Newcastle ude og Cardiff City hjemme. 

- Tag ikke fejl, det er hårdt at spille hver anden eller tredje dag, og det kræver rotation at komme igennem. Men det er også noget, jeg nyder, for England er vist det eneste sted, man spiller på det tidspunkt, tilføjer keeperen.

Inden juleprogrammet er spændingen højintens i Premier Leagues top. 

Arsenal ligger på en andenplads i Premier League - kun overgået af Liverpool med en bedre målscore. Manchester City har et point færre, mens Chelsea og Everton følger lige efter med to point mindre end de to tophold.

Læs også: