Selv om Arsenal skulle vinde FA Cup-finalen, så gør det ikke sæsonen til en succes, siger Danny Welbeck.

London. Lørdag tørner Chelsea og Arsenal sammen i FA Cup-finalen på Wembley, hvor sidstnævnte er på jagt efter tiltrængt succes i en ellers skuffende sæson.

Arsenal sluttede på femtepladsen i Premier League og misser dermed deltagelse i Champions League for første gang i 20 år.

En FA Cup-triumf vil være et plaster på såret, men det kan ikke redde sæsonen ifølge holdets angriber Danny Welbeck.

- Det er virkelig skuffende ikke at slutte i top-4. Det har bestemt ikke været en god sæson for klubben, fansene, spillerne og medarbejderne, siger Welbeck ifølge AFP.

- Vi har muligheden for at gøre sæsonen lidt bedre her i weekenden. Vi får muligheden for at spille finale og vinde et trofæ. Det er det positive, men det redder ikke vores ligaplacering.

Lørdagens modstander Chelsea vandt det engelske mesterskab i Antonio Contes første sæson som manager. Og med en sejr i FA Cuppen vil det have været tæt på en perfekt sæson for de blåblusede fra London.

I Arsenal har den skuffende sæson medført meget uro, hvor mange fans ønsker, at manager Arsène Wenger skal forlade klubben.

Hvorvidt franskmanden bliver på posten, svæver i det uvisse, men hos spillerne er der opbakning til Wenger.

- Vi ønsker at vinde titlen for vores manager, men vi ønsker også at gøre det for os selv, holdet og fansene, lyder det fra Welbeck.

Finalen spilles lørdag klokken 18.30.

/ritzau/