Ifølge den britiske avis The Sun ringede Roy Keane, den tidligere assistenttræner for Aston Villa, på hos Tom Cleverley, fordi han ville konfrontere sin tidligere spiller med en negativ historie om den iltre irer.

Døren blev ikke åbnet, beretter The Sun, men Roy Keane rykkede sig ikke i de næste 15 minutter. Herefter forsvandt han.

Roy Keane startede som assistenttræner for Premier League-klubben i juli, men forlod jobbet kun fire måneder senere. Efter Keanes afgang florerede en række historier om, at Manchester United-legenden var havnet i klammeri og ophedede diskussioner med flere Aston Villa-spillere på klubbens træningsanlæg, og Roy Keane troede angiveligt, at historierne kom fra Tom Cleverley.

Den 43-åriger irer har siden accepteret, at det ikke er tilfældet.

Selv begrunder Roy Keane sin afgang med, at jobbet som assistenttræner for Aston Villa ikke er foreneligt med hans arbejde for Irlands landshold, der også har Roy Keane tilknyttet som træner nummer to. Et job, som han fortsætter i.

»Det er blevet for meget for mig at have roller begge steder. Det er ikke fair over for hverken Villa eller Irland, og derfor har jeg taget den beslutning,« sagde Roy Keane kort efter, det var blevet omverdenen bekendt, at han ikke længere skal assistere Paul Lambert i Aston Villa.