Frank Arnesen glæder sig over Michael Laudrups succes i Swansea.

De tog verden med storm, da de var holdkammerater på Danmarks 80’er-landshold. I dag sidder Michael Laudrup og Frank Arnesen på betydelige poster i den internationale fodboldverden som henholdsvis manager i Premier League og sportsdirektør i Bundesligaen.

Michael Laudrups aktuelle succes glæder Frank Arnesen. HSVs sportsdirektør opfordrer dog Laudrup til ikke at lade sig friste af diverse tilbud om at skifte til andre klubber lige nu.

For hvis Laudrup fortsætter med at gøre det godt over en periode, kan Swansea være et springbræt til noget meget større, mener Arnesen.

- Michael gør det jo rigtigt godt i øjeblikket, men han har kun været i Swansea i et halvt år. I mine øjne skal han ikke begynde at tænke på at skifte klub. Han skal bare gøre sit arbejde, som han gør fantastisk, og så må man se, hvad der sker, siger Frank Arnesen til sporten.dk.

- Han er jo stadig ung, og hvis han gør det godt dér, kan store klubber hente ham. Det så man jo med Brendan Rodgers, der blev hentet til Liverpool efter to år i Swansea. På den måde er Premier League en fantastisk liga, for hvis man har succes som manager der, så ligger fremtiden åben for dig, siger Arnesen.

Den danske landholdslegende har selv været i Premier League som sportschef i Tottenham og Chelsea, og han ved derfor, hvor svært det er at slå igennem i ligaen. Arnesen peger især på, at Laudrups transferer har været udslagsgivende.

- Swansea mistede to meget vigtige spillere i Scott Sinclair og Joe Allen, men hvad angår erstatninger, har Michael haft en rigtig god hånd. Hans transferer har været perfekte, hvilket er utroligt vigtigt. Det gør indtryk i England, når man kommer som ny manager og henter spillere, som englænderne ikke kender, og får succes med det, siger Arnesen.

Han peger også på, at Laudrup passer perfekt til den filosofi, som klubbens tidligere træner Brendan Rodgers indførte.

- Rodgers var ungdomstræner, da jeg kom til Chelsea i 2005, så jeg kender ham. Dengang indførte jeg, at vi skulle spille 4-3-3 i Chelsea, og det tog han med sig til Swansea. Rodgers er en fantastisk træner, og han byggede Swansea op, så man spillede 4-3-3, siger Arnesen og fortsætter:

- Det vigtigste for Michael var, at han kunne se, at det var en klub, der havde en filosofi, som han selv kunne stå totalt inde for. Og klubben har så også kigget efter en træner, der kan videreføre stilen, så det har været et perfekt match, siger Arnesen, som glæder sig over, at Michael Laudrup har succes i sin trænergerning.

- Jeg er utrolig glad på hans vegne. Det var vigtigt for Michael, efter at han har været lidt uheldig i Mallorca og Moskva, for det er bare utrolig vigtigt for en træner at opleve succes, siger Arnesen.