Arnesen-stjerne indrømmer skuespil

HSVs Rafael van der Vaart måtte efter kampen mod Dortmund indrømme, at han brugte ufine metoder til at få Robert Lewandowski udvist.

Med Rafael van der Vaart ved man aldrig, hvad man får. Han kan afgøre kampe på egen hånd, men løber temperamentet af med ham, så udmønter det sig ofte i røde kort. I weekendens kamp mod Dortmund var det dog ikke van der Vaart selv, der blev sendt tidligt i bad, men Dortmund-angriberen Robert Lewandowski.

Efter polakken havde lavet en hasarderet tackling på van der Vaarts holdkammerat, blev det for meget for den tidligere Real Madrid-spiller. I den efterfølgende konfrontation mellem de to kamphaner smed van der Vaart sig teatralsk, og så fik Lewandowski sin marchordre.

- I situationen med Lewandowski var jeg nødt til at lave lidt teater, indrømmer van der Vaart i interviewet efter kampen.

- Jeg havde på fornemmelsen, at han ellers ikke ville blive smidt ud. Det var et klart rødt kort.

Dét trick billigede Dortmunds fans tilsyneladende ikke, for i løbet af kampen fik hollænderen kastet genstande efter sig fra tribunen. En af dem ramte ham endda i hovedet, dog uden at gøre alvorlig skade.

Læs også: