Frank Arnesen vil have Bendtner til at bevise sit værd

Han ønsker overhovedet ikke at skjule sin interesse for Nicklas Bendtner, og HSVs danske sportsdirektør Frank Arnesen har sågar forsøgt at hente sin landsmand til Hamburg.

- Sidste år var der noget, og der var han interessant, men han vil spille europæisk fodbold. Nu har vi ikke penge til at købe ham, ikke uden hjælp udefra, siger Frank Arnesen.

Den magtfulde danske sportsdirektør har dog ikke droppet Nicklas Bendtner fuldstændig, og angriberen vil da også passe fint ind i HSVs koncept med friske, unge og sultne spillere. I øjeblikket må Arnesen nøjes med at følge Nicklas Bendtner på afstand, hvilket han så til gengæld også gør grundigt. Han har styr på Sunderland-spillerens udvikling.

- Det, han har gjort, er det bedste, han kunne gøre i mine øjne. Han skulle spille fast. Problemet med Bendtner er, at han de senere år har haft fornemmelse af, at han skulle være nummer ét på sin position. Men det har han aldrig fået lov til. Han har aldrig rigtig haft følelsen af, at han er nummer ét. Det får han nu. Det har været godt for ham at tage til en mindre klub, hvor han kan være en stor spiller, i stedet for en lille spiller i en stor klub, siger Frank Arnesen, der i takt med mere spilletid til Bendtner også vil tillade sig at stille større krav til ham.

- Han får lov til at spille alle kampe, når han ikke er skadet. Det gør ham stærkere fysisk og mentalt. Nu forventer man også, at han kommer med noget, proklamerer Hamburg SVs sportslige leder.

Ifølge den engelske avis The Mirror så bliver denne sæsons udlån til Sunderland Nicklas Bendtners eneste, og til sommer skal han retur til Arsenal. Lejeaftalen har på papiret ellers været positiv for 24-årige Nicklas Bendtner.

Han har fået 27 kampe i Premier League, scoret syv mål og lagt op til fem. En udmærket statistik for en angriber på et engelsk midterhold, selvom tallene også skal følge med antallet af optrædener, for i Sunderland får danskeren al ønskelig opbakning og spilletid.

- Vi har brug for dine mål, kære ven, vi har brug for dit arbejde. Nu er du altså nummer ét, siger Frank Arnesen om Bendtners status i sin nye klub, og den er god for ham.

- Han har fået et større ansvar, og sådan skal Bendtner også have det. Han kan bære det, og hans mentalitet er også sådan, at han ikke er bange for at tage ansvaret og sige, okay, nu er jeg den førende spiller, og hvis jeg ikke spiller godt, så mister holdet 30 procent i styrke, siger Arnesen.

Den kommende sommer kan gå hen og blive afgørende for Nicklas Bendtners videre karriereforløb. Et kommende klubskifte er oplagt, men det kræver en flot afslutning på sæsonen og et godt EM.

- Bendtner er den, der skal give os det meste oppe foran. Han skal ikke kun være centerforward, han skal også gå forrest med hele sin attitude og sin udstråling. Danmark har brug for en Bendtner i topform, siger Frank Arnesen, der med en fornuftig slutrunde heller ikke vil tøve med at anbefale Nicklas Bendtner, for han har et uudnyttet potentiale.

- Han har ikke nået sin bedste alder endnu, det kommer først om et par år, siger Frank Arnesen, som med HSVs økonomiske situation in mente sandsynligvis selv blot må nøjes med at drømme om Bendtner.