Bundesligaen indleder forårssæsonen i denne weekend. Hamburger SV endte efteråret på en 10. plads, og klubbens danske sportschef Frank Arnesen folder her sine tanker ud om sæsonen, sit job og Bundesligaens succes.

Arnesen funderer.

- Der er kommet mere ro på omkring mig. Sidste år var et hårdt år, hvor vi med nød og næppe forblev i Bundesligaen, men i øjeblikket går det meget godt, og de spillere, jeg har købt, har været perfekte. Men alt det kan ændre sig i morgen; sådan er denne verden, og det har jeg altid accepteret. Jeg udfører mit arbejde med den overbevisning, jeg mener, er bedst for HSV, og så må det være op til andre at vurdere, om jeg gør det godt nok. Jeg har jo også erfaring fra de andre klubber, jeg har været, og den erfaring bruger jeg, hvilket hjælper mig en del.

- Det, der kan gøre mig glad og tilfreds, er eksempelvis, at jeg har lige købt en dejlig, ung spiller fra Dortmund på kun 19 år, et kæmpe talent. At et så stort talent kommer hertil, fordi han synes om de ideer, vi har her i klubben, fortæller mig, at vi er på rette vej, og det gør mig glad. Jeg overtog for halvandet år siden et hold, som havde en gennemsnitsalder på 30 år. Nu er vi nede på 24, hvilket gør, at der er fremtid her.

- Det er ikke mere end halvandet år siden, vi startede helt fra nul med at bygge det her op, og vi er virkelig på rette vej. Jeg begynder at kunne se en tegning til det, vi gerne vil. I denne sæson skal vi konsolidere os i ligaen, gerne ende i midten, og så er det næste år, det gælder. 

- Næste sæson er min tredje sæson her, og så skal vi kvalificere os til Europa og bide skeer med de store i Bundesligaen, for så har vi bygget noget godt op her. 

- Alt tager tid. Det er så spørgsmålet, om man får tiden, det ved man aldrig. For mig drejer det sig om at arbejde videre med mine idéer og filosofi, ligegyldigt hvilket pres man er under. Og det har jeg så gjort i alle klubber. Jeg ved, hvad jeg er i gang med, jeg ved, hvad vi er i gang med, og vi har taget skridt hver eneste dag. 

- Jeg håber bare, at vi finansielt kan være med, så vi ikke skal ud og sælge spillere, som vi ikke vil af med, sådan at vi kan tage skridtet til næste år, hvor vi skal op og kæmpe om europæiske pladser. 

- Bundesligaen er kvalitetsmæssigt en af de bedste ligaer overhovedet. Alle syv hold, der var med i CL og EL er videre, og ingen andre lande i Europa har så mange hold med. 

- Den store succes for ligaen kommer på en baggrund af en ansvarlighed, man har set fra klubberne. 

- Den politik, der har været ført i Bundesligaen i de sidste 15 år har været, at man har sagt, at vi skal sørge for at vi ikke går konkurs, vi skal være økonomisk ansvarlige. Der må simpelthen ikke være klubber, der går fallit.  Derfor er der et stærkt kontrolorgan, DFB/DFL, der sørger for, at man et par gange om året simpelthen skal lægge alle tal på bordet.

- Der er flere klubber i Bundesligaen, der kommer med sorte tal end røde tal, og det er jo helt unikt i fodboldverdenen. Man giver ikke flere penge ud, end får man ind. Man ser heller ikke rigtigt store transfers hernede. 

- Der er kun et par klubber, der kan gøre det, men resten laver ikke meget mere end 2-3 mio. euro-handler i modsætning til i Spanien, England og Italien, hvor man kan betale fem mio. pund for en god spiller. 

- Hvor kommer spillerne så fra? De kommer fra Afrika, de er polakker eller spillere fra Balkan. Og så er tendensen de senere år, hvor krisen er taget til, at vi har fået spillere fra Spanien. De kommer, fordi de får deres penge til tiden, og de kan se, at Bundesligaen er attraktiv. 

- En anden ting, der er interessant, er, at der ikke er nogen enkeltpersoner, der ejer klubberne. 

- I Bundesligaen har man en regel, der hedder 50+1, hvilket vil sige, at 50 + 1 procent af andelene i en klub skal forblive hos klubberne, altså så de forbliver foreninger. Det vil sige, at appetitten og ambitioner for mennesker med mange penge i at gå ind og investere er ikke så stor, fordi de ikke kan få magten. Undtagelserne er klubber som Bayer Leverkusen og Wolfsburg, der er ejet af kæmpe virksomheder. 

- For mig betyder det en helt anden måde at arbejde på, end jeg har været vant til i eksempelvis Chelsea. 

- For en sportschef er det naturligvis nemmere at arbejde med én mand eller ejer (Roman Abramovich i Chelsea, red.), og især én som har penge. Sådan er det bare. Men fælles er det jo, at man skal passe på økonomien. 

- De første seks år, hvor jeg var chef for alle køb af spillere under 20 år i Chelsea, brugte jeg ikke ret mange penge. Men når man taler om førsteholdet og de sidste to år, jeg var chef for det, var det jo helt andre summer, man talte om, for det var et helt andet niveau, man kiggede på. 

- Spillere som Luiz, Ramirez og Torres kom i min tid, og det er jo en helt anden kategori. Arbejdet er jo det samme, men det er en helt anden måde, HSV er struktureret på. Det er jo nemmere at forelægge for én, som bare skal sige ja eller nej, som i Chelsea, og det er også hurtigere.

- I HSV har vi et ’aufsichtsrat’ (repræsentantskab, red.), som har en kontrollerende funktion. Det kontrollerer alt finansielt. 

- Hvis jeg skal købe nogen over 500.000 euro, så skal de godkende det. Der sidder 11 mand, der er valgt ved en generalforsamling. Det er jo et udtryk for økonomisk ansvarlighed og har noget med foreningstanken at gøre. 

- Den store forskel fra Chelsea er, at her ejer medlemmerne klubben, og så har vi ingen sponsor som har andel i vores klub, som eksempelvis Bayern München har. 

- De har Adidas, Telekom og Audi, som ejer en del af klubben og sidder i det råd. Det vil sige, at de er direkte involveret i klubben mht., hvad der har med penge at gøre, og dermed har de også et stort ansvar for, at butikken kører, og at den skal blive ved med at køre.

- Nu starter sæsonen igen. Det gik godt i første halvdel af sæsonen, selv om vi startede dårligt. At det er gået godt har også noget at gøre med, at vi købte to store spillere i den sidste uge af sidste transfervindue: Petr Jiracek, som slet ikke har spillet endnu på grund af skader, og så Rafael van der Vaart. 

- Vi fik en sponsor udefra, Klaus-Michael Kühne, som er milliardær og stor HSV-fan, til at hjælpe os med at hente van der Vaart.

- Da vi fik en så stor spiller som van der Vaart, tog han presset væk fra de andre spillere, og det gjorde, at vi fik mere selvtillid og begyndte at spille bedre fodbold. 

- I de sidste fire kampe i efteråret spillede vi uden van der Vaart, og dér kunne man se holdet uden ham. Vi vandt de to første kampe, spillede en uafgjort og tabte en. Det var bare godt, og spillerne kunne se, at vi også kunne uden van der Vaart.

- For os handler sæsonen om, hvor mange point vi kan få. Kan vi få 24 point i de sidste 14 kampe igen, som vi gjorde i efteråret? 

- Ellers er der ikke så meget spænding i ligaen. Jeg kan ikke se, at Bayern München vil sætte noget til i foråret. De har virkelig en god trup, så selv om de skulle få skader, er deres trup så stærk, at det ville undre mig meget, hvis de mister førstepladsen i foråret. Og man skal ikke glemme, at de ikke har vundet i to år, så de skal simpelthen vinde. De er sultne efter guld, og de vinder jo normalt hvert andet år, så de skal vinde, det er nærmest et krav.

- Det ser ud til, at der ikke kommer de store transfers. Der er ikke rigtigt nogen, der har penge, og de, som er nede i bunden, vil ikke bruge penge i tilfælde af, at de skulle rykke ned. Det er mere leje og lån, direkte køb bliver svært. 

- Jeg skal eksempelvis sælge for at købe. Men der er mange, der gerne vil spille her, især spillere fra Skandinavien. Hamborg er en fantastisk by også at bo i, hvilket er en fordel, men det er svært at få dem solgt, for de vil ikke væk fra Hamborg.