Frank Arnesen i nye anklager, der kan ende med en tvangsnedrykning

Blæsten omkring Hamburger SVs danske sportschef Frank Arnesen vil ikke lægge sig, tværtimod tiltager den i styrke.

Arnesen er nu blevet en sag for FIFA, efter at den tyske agentforening har meldt danskeren til FIFA for at have brudt forbundets regler ved at bruge en agent uden licens.

Anklagen kommer ovenpå en sæsonstart, der med tre nederlag ud af tre kampe og en aktuel nedrykningsplacering samt massiv kritik har været en fortsættelse af den sportslige fiasko, som begyndte allerede sidste sæson.

Hvis FIFA finder, at der er hold i anklagerne mod Arnesen, kan konsekvensen blive, at den traditionsrige tyske klub bliver tvangsnedrykket.

Sagen startede i magasinet Sport Bild, der kunne afsløre, at Frank Arnesen bevidst havde betalt en unaturlig høj pris, 3,5 mio. euro, for kroaten Milan Badelj. Den kroatiske spillers agent, Dejan Joksimovic, udtalte, at HSV havde betalt en unødig høj transfersum, fordi der også skulle betales penge til en ekstern agent.

Frank Arnesen skulle angivelig selv have hyret den eksterne agent, Vlado Lemic, til at bistå ved handlen, og Lemic skulle naturligvis betales for sit arbejde, der betød, at den samlede pris for transferen blev pumpet i vejret i en tid, hvor HSV kæmper med svære økonomiske problemer.

At Arnesens eksterne agent så tilmed er uden den FIFA-licens, som er obligatorisk for at kunne agere som spilleragent, har altså nu fået den tyske agentforening i samarbejde med det tyske fodboldforbund ( DFB) til at anmelde Arnesen til FIFA.

Det bekræfter vicepræsident i det tyske fodboldforbund Rainer Koch over for Sport Bild.-Ifølge Artikel 32, Paragraf 2 i FIFA-agent reglementet er det FIFA, der er ansvarlig for internationale transfers. Derfor har vi overdraget sagen til FIFA, siger Koch, mens FIFA over for det tyske nyhedsbureau, dpa, i går bekræftede, at man havde modtaget sagen.

Hamburger SV indledte i sidste uge deres egen undersøgelse af sagen om den forhøjede pris, og Frank Arnesen måtte sidde skoleret i fem timer over for bestyrelsen, der ville have en redegørelse for alle de transfers, Frank Arnesen har været ansvarlig for. Efter afhøringerne erklærede klubbens bestyrelsesformand, at man havde tillid til Arnesen og frikendte ham fuldstændigt.

Klubben har i den nye FIFA-sag ikke mange kommentarer.

- Det er ikke noget jeg kender noget til. Hvordan vi vil reagere, må vi beslutte, når det bliver nødvendigt, siger bestyrelsesformand Carl-Edgar Jarchow til Sport Bild.