Midtbanegeniet Juan Roman Riquelme er efterhånden blevet 36 år gammel og stiller støvlerne på hylden.

Der var ellers forlydender om, at Riquelme var på vej til det paraguayanske hold Cerro Porteño, men sådan skulle det altså ikke blive. I stedet takkede argentineren klubben for deres interesse og annoncerede sit karrierestop via sportsmediet ESPN.

Playmakeren har i størstedelen af sin karriere slået sine folder i argentinske Boca Juniors, men europæiske fodboldfans vil huske ham mest for hans tid i Barcelona og Villareal. I Barcelona viste han glimt af sit voldsomme talent, men han blev prompte afskibet, da en vis Ronaldinho blev hentet, og klubben overskred deres kvote for udenlandske spillere i truppen.

Dernæst røg han til på det tidspunkt uanselige Villareal, og han blev en del af deres uventede og pludselige opblomstring. Som holdets store stjerne bar han dem til en tredjeplads i ligaen og sæsonen efter til en semifinale i Champions League.

Allerede sæsonen efter røg Riquelme dog i unåde hos daværende Villarreal-træner Manuel Pellegrini, og så gik turen tilbage til Boca Juniors, hvor han havde fået sit store gennembrud. Det seneste halve år har han spillet i barndomsklubben Argentinos Juniors i den næstbedste argentinske række. Klubben er kendt for at have fostret én anden argentinsk stjerne - Diego Armando Maradona.