Uden Lionel Messi tabte Argentina til Bolivia, og fodboldstormagten er langt fra sikker på at komme til VM.

København. En VM-slutrunde i fodbold uden Argentina. Det lyder som en gal mands fuldesnak, men ikke desto mindre kan det blive til virkelighed i Rusland i sommeren 2018.

Argentinas landshold floppede nemlig nok en gang i VM-kvalifikationsturneringen tirsdag aften, da det i Bolivia blev til nederlag på 0-2.

Det skete i karantæneramte Lionel Messis fravær.

Dermed er det fortsat langt fra givet, at Argentina snupper en VM-billet. Det kræver en plads i top-fire i den sydamerikanske kvalifikationsturnering.

En femteplads, som Argentina nu befinder sig på, giver en playoffkamp om at komme til slutrunden.

Men som stillingen udvikler sig, risikerer Argentina at ryge længere ned i tabellen.

Argentina bliver nemlig jagtet af både Ecuador og Paraguay.

Det hører med til historien, at Argentina fik den værst tænkelige optakt til opgøret i Bolivia. Seks timer før kickoff var superstjernen Lionel Messi pludselig karantæneramt.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tildelte ham fire karantænedage, fordi han i den seneste kamp mod Chile overfusede en linjedommer.

Men selv i Messis fravær burde Bolivia, der ligger næstsidst ud af ti hold i VM-kvalifikationen, være en overkommelig opgave. Men Argentina leverede en blodfattig indsats og tabte fortjent.

Sløset opdækning medvirkede til, at Juan Carlos Arce efter en halv time kunne heade hjemmeholdet på 1-0.

Syv minutter efter pausen sejlede det argentinske forsvar igen, så Marcelo Moreno helt udækket ved bageste stolpe nemt kunne sparke et indlæg fra venstre i nettet til 2-0.

I den anden ende savnede Argentina magien fra Messi, og trods sporadiske muligheder kom Argentina ikke på tavlen.

Med resultatet er Argentina oppe på fire nederlag i kvalifikationen. Den tabende VM-finalist fra 2014 har 22 point for 14 kampe.

Ecuador og Paraguay ligger bagved på henholdsvis 20 og 18 point for samme antal kampe.

Brasilien har 33 point i toppen af gruppen. Colombia har 24 point, mens Uruguay og Chile har 23. Alle hold har spillet 14 kampe.

Næste spillerunde afvikles i slutningen af august, hvor Argentina skal på besøg hos Uruguay.

/ritzau/