Uruguay og Argentina har tænkt sig at ansøge om at afholde fodbold-VM sammen i 2030.

Montevideo. De tidligere VM-værter Uruguay og Argentina vil i næste uge offentliggøre en ansøgning om at afholde fodbold-VM i 2030.

Det fortæller Uruguays præsident, Tabare Vazquez, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den officielle offentliggørelse vil ske under en ceremoni på onsdag i næste uge, hvor Vazquez mødes med Argentinas præsident, Mauricio Macris, i Montevideo.

Ceremonien finder sted i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mellem de to lande torsdag 31. august. Både Uruguay og Argentina kæmper for at komme med til VM i Rusland næste år.

Det var Uruguay, som var vært for det første fodbold-VM i 1930, mens Argentina var vært i 1978.

Begge lande har vundet VM to gange, Uruguay i 1930 og 1950, mens Argentina vandt i 1978 og 1986.

Der er i Uruguay håb om, at landet får lov til at fejre, at det er 100 år siden, VM for første gang blev afholdt i landet.

Det forventes, at der bliver størst konkurrence fra Asien og især Kina, som muligvis vil være blandt 2030-ansøgerne.

I 2022 er der VM i Qatar, mens en fælles ansøgning fra USA, Canada og Mexico om VM i 2026 skal konkurrere med Marokko om VM-slutrunden.

/ritzau/