Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er blevet fyret som træner i klubben Al Awasl fra De Forenede Arabiske Emirater.

Trods sin status som verdens måske bedste fodboldspiller nogensinde måtte Diego Maradona tirsdag se sig selv fyret efter blot 14 måneder som cheftræner hos klubben Al Awasl.

Dermed sker bruddet med den arabiske klub et år før, at Diego Maradonas ellers to år lange kontrakt stod til at udløbe.

Årsagen til, at 'El Diego' og de i international fodboldsammenhæng ret så upåagtede arabere nu skilles, er, at klubben sluttede sæsonen på en skuffende 8. plads i Pro League.

- Efter et møde med bestyrelsen i Al Wasl fodboldklub, hvor man vurderede det sportslige personale under ledelsen af træner Diego Maradona, blev det besluttet at bryde med Diego Maradona og hans stab, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben. 

Diego Maradonas afgang kommer dog ikke helt uventet. Således har der siden juni måned været tvivl om, hvorvidt han fik lov til at fortsætte i klubben, da den ledelse, som i sin tid ansatte ham, netop var trådt tilbage på grund af de dårlige resultater.