Den franske stjernespiller bliver yderligere et år i den spanske klub, hvor han har kontrakt frem til 2022.

Madrid. På rygteplan har den franske stjernespiller Antoine Griezmann været sat i forbindelse med et skifte til Manchester United.

Det ser dog ikke ud til at blive til noget, da Griezmann og Atlético Madrid har forlænget deres aftale med yderligere et år.

Dermed har parterne papir på hinanden frem til sæsonafslutningen i 2022.

Det bekræfter Atlético Madrid på klubbens hjemmeside.

Antoine Griezmann blev nummer tre, da prisen Ballon d'Or blev uddelt i 2016, og her fulgte franskmanden efter Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Den 26-årige angriber udtalte i sidste måned til et tv-program i Frankrig, at et skifte til Manchester United var en mulighed, og han vurderede i programmet, at sandsynligheden for et skifte til United var 60 procent.

Præsidenten i Atlético Madrid, Enrique Cerezo, meddelte dog til spansk radio tirsdag, at kontraktforlængelsen er en realitet, inden klubben bekræftede nyheden på sin hjemmeside.

- Jeg har altid sagt, at Griezmann bliver, vi har givet ham lønforhøjelse, mens hans frikøbsklausul forbliver den samme, siger Cerezo.

Ifølge spanske medier er Griezmann den højst betalte spiller nogensinde i Madrid-klubben, og der nævnes en årsløn på cirka 104 millioner kroner.

Atlético Madrid må i øjeblikket ikke købe spillere på grund af en dom for ulovligt at have hentet unge spillere fra andre kontinenter til klubben.

Atlético Madrid søgte at få nedsat karantænen hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), men her besluttede man at opretholde karantænen, som først udløber i januar 2018.

I forbindelse med CAS' beslutning udtalte Antoine Griezmann, at det var en svær tid at forlade klubben i.

- Vi har talt med ledelsen, og vi har besluttet os for at køre videre i næste sæson, sagde Antoine Griezmann til mediet Telefoot 4. juni.

/ritzau/