Sammen med ’whistleblower-platformen’ Football Leaks har Politiken afsløret, at Michael Laudrups agent igennem mange år, tyrkiske Bayram Tutumlu, tjente en betragtelig formue under bordet på spillerhandler i det danske fodboldikons tid i walisiske Swansea.

Op mod 32 millioner kunne den til tider koleriske fodboldagent stikke ned i lommen som resultat af syv spillerhandler i Premier League-klubben – angiveligt uden at klubben var klar over det. Og det var primært spillere fra den spanske liga, som Tutumlu tjente fedt på.

Ifølge Football Leaks’ afslørede dokumenter var det spørgsmålet om Laudrups rolle i agentens sideforretning, der i februar 2014 fik Swansea til at fyre danskeren fra managersædet.

Men i en mail til BT afviser Michael Laudrup, at han har været involveret i noget mistænkeligt i sin trænerkarriere.

»I forhold til Politikens artikler, så har jeg allerede slået fast med syvtommersøm, at jeg aldrig har modtaget en krone i forbindelse med en spillerhandel. Hverken i Swansea eller nogen andre klubber, jeg har været i« skriver han.

Laudrup fortæller desuden, at Tutumlu deltog i handlerne efter aftale med Premier League-klubben.

»Hvad angår Bayram (Tutumlu, red.) og hans deltagelse i de nævnte spillerhandler, så formoder jeg, at han har modtaget honorar, da ingen arbejder gratis. I øvrigt var hans deltagelse i handlerne efter aftale med Swansea, da de ikke før havde arbejdet med det spanske fodboldmarked,« fortæller Michael Laudrup og fortsætter:

»Hvem der har fået hvad og hvor meget, har jeg aldrig interesseret mig for, da det altoverskyggende for mig var at få så gode spillere til truppen som muligt i forhold til det budget, der var til rådighed. Og på det tidspunkt var den spanske liga det bedste sted at finde spillere når vi taler om pris/kvalitet.«

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bayram Tutumlu.