Titlen som leverandør af verdens bedste mål i 2013, den såkaldte Puskas Award, går ikke til Peter Ankersen i denne omgang.

Esbjerg-spilleren var ellers én ud af de ti nominerede, der i første omgang kæmpede om titlen. Peter Ankersen blev nomineret for sit mål mod AGF den 10. august, hvor han efter en brysttæmning first-timede bolden ind bag målmand Steffen Rasmussen.

Efter en afstemning på FIFA's hjemmeside er feltet nu skåret ned til tre spillere, som Peter Ankersen ikke er iblandt.

Det er til gengæld nogle af de største stjerner. Svenske Zlatan Ibrahimovic er blandt de tilbageværende i afstemningen for sit fantastisk saksespark fra omkring 40 meter i landskampen mod England.

Også brasilianske Neymar er nomineret for sit mål i åbningskampen ved Confederations Cup mod Japan, hvor han halvflugtede bolden op i målhjørnet. Målet var samtidig det første i turneringen.

Den sidste deltager i kampen om prisen er Benficas Nemanja Matic.

Peter Ankersens nominering var ellers den første nogensinde for en dansker. Prisen bliver uddelt ved Ballon d'Or-showet den 13. januar.