Casper Ankergren har tænkt sig at indkassere de penge, Brøndby skylder ham i feriepenge.
Per Nielsen gav tidligere på ugen afkald på de penge, han reelt havde til gode i Brøndby som følge af den meget omtalte feriepenge-sag. Men samme gavmildhed er det ikke alle tidligere Brøndby-spillere, der udviser.
Casper Ankergren, der repræsenterede klubben fra 2001 til 2007, vil eksempelvis have de penge, han har rettens ord for, at Brøndby skylder ham.
- Det er en skam, at det er endt sådan her. Men hvis klubben ikke har afregnet korrekt, må den jo betale. Og jeg har ikke sagt nej til feriepengene, som jeg har hørt andre gøre. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke. Så ville pengene bare ryge i nogle andres lommer i stedet. Så det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke vil give dem. Det er ikke en mulighed. Med Per Nielsen er det lidt noget andet, da han ikke er medlem af Spillerforeningen. Jeg har ikke hørt om andre, der vil afstå dem, siger Ankergren til sporten.tv2.dk og tilføjer:
- Det er ikke sjovt at se klubben i den situation. Jeg var der i syv år og vandt to mesterskaber og to pokaler. Nogle af vi tidligere spillere snakker da lidt om det. Og folk er rystede over, at det kan gå så hurtigt ned ad bakke. Jeg har mest ondt af fansene, for de lider mest. Jeg har set nogle højdepunkter på nettet fra deres kampe, hvor der kun var 6000 tilskuere på Brøndby Stadion. Sådan skal det ikke være i Brøndby. Men jeg tror, at de redder sig. Og så vil det føles som at vinde mesterskabet.
Casper Ankergren tørner til dagligt ud for Brighton i den næstbedste engelske række.
tipsbladet.dk