Swansea og Michael Laudrup har igennem længere tid jagtet den franske angriber Bafetimbi Gomis, der spiller i Lyon.

Og Lyon er mere end villige til at sælge 27-årige Gomis, der er kommet i 'bad standing' efter et skænderi med træner Remi Garde.

Gomis har da også været i forhandlinger med Swansea, men der er endnu ikke faldet noget på plads. Det er ledelsen i Lyon utilfreds med, og man har i franske medier givet udtryk for skuffelse over, at landsholdsspilleren har afvist Swanseas henvendelser.

Nu skyder Gomis, der har scoret 74 mål i 189 kampe for Lyon, verbalt tilbage mod sin klub i den franske avis L'Equipe.

- Har jeg afvist Swansea? Jeg har respekt for alle klubber, men jeg kan stadig selv vælge min destination, kan jeg ik'? Jeg vil vælge uden at være presset, også selvom jeg er blevet tilbudt en bedre kontrakt end i Lyon, siger Gomis.

- Det handler ikke om penge for mig. Efter det første år her lavede Lyon en aftale med Fenerbache, men jeg afviste det. Denne gang er det dog anderledes, det er første gang træneren har fortalt pressen, at han ikke tror på mig, siger Gomis, der er stærkt utilfreds med træner Remi Gardes opførsel.

- Han ringede ikke til mig. Det er ikke det mest høflige at gøre over for en spiller, der har scoret mere end 50 mål, siden han tog over. Jeg synes, jeg fortjener bedre, siger Gomis og understreger, at han ikke vil lade sig presse ud af Lyon.

- Hvis jeg ikke kan finde en klub, der kan tilbyde mig de ting, jeg forventer, og som har de ambitioner, jeg er på udkig efter, så bliver jeg. Jeg er klar til at hjælpe dette hold, siger han.

Lyon er i øvrigt taget på træningslejr i Tignes i de franske alper, men her har Bafetimbi Gomis fået besked på, at han ikke er velkommen.