Liverpool fik en fodboldlektion af de store, da Real Madrid splittede holdet ad i tirsdagens Champions League-opgør og vandt 3-0.

- Det er meget specielt at komme i gruppe med Real Madrid, sidste års mestre. Jeg er allerede begyndt at tænke på den aften, hvor vi har dem hjemme på Anfield, sagde Liverpool-manager Brendan Rodgers, da det stod klart, at Liverpool kom i gruppe med Real Madrid.

Og det blev da også en stor aften på Anfield tirsdag aften. Bare ikke som Liverpool-manageren havde håbet på. I stedet er det kun Real Madrid, der vil tænke tilbage på kampen med glæde. For selvom Liverpool kom godt fra start og fik hele Anfield med sig, så holdt håbet om et godt resultat ikke længe.

Halvvejs gennem første halvleg spillede Cristiano Ronaldo fikst sammen med James Rodriguez, inden portugiseren sparkede bolden op i hjørnet på fornemmeste vis - uden chance for Simon Mignolet i Liverpool-målet.

Liverpool har gennem hele sæsonen haft massive defensive problemer, og de blev udstillet på det skammeligste i løbet af første halvleg.

Da stadionuret rundede den halve time slog Toni Kroos et indlæg ind i Liverpool-feltet, hvor Karim Benzema stod udækket ved bagerste stolpe. Herfra var det ikke noget problem for franskmanden at fordoble Real Madrids føring.

Og spanierne var ikke færdige med at fremvise det sejlende engelske forsvar. Kort før pausen kunne Liverpool ikke afvise et hjørnespark ordentligt og efter Simon Mignolet og forsvarsspilleren Martin Skrtel havde duelleret i at se mest klodset ud, kunne Karim Benzema score for anden gang og bringe den spanske kongeklub foran med 3-0.

Liverpool har før leveret vanvittige europæiske mirakler hjemme på Anfield, men som Merseyside-klubben spillede tirsdag aften, var det svært at se dem komme tilbage i kampen. Sådan må Brendan Rodgers også have haft det.

I hvert fald var holdets eneste angriber, Mario Balotelli, ikke at finde blandt de 22 spillere, der kom tilbage på grønsværen efter pauseteen. I stedet skiftede Rodgers midtbanespilleren Adam Lallana ind. Et klart signal om at nederlaget skulle begrænses.

Og det blev da også bedre i anden halvleg, uden at Liverpool dog på nogen måde var tæt på at komme tilbage i kampen. I stedet var Ronaldo tæt på at øge til 4-0, men en flot redning af Simon Mignolet forhindrede det.

På trods af afbrænderen leverede den portugisiske verdensstjerne en fantastisk indsats, der også blev belønnet med klapsalver fra hele Anfield, da han blev skiftet ud.

Med sejren er Real Madrid så godt som videre fra gruppespillet med maksimumpoint efter tre kampe. Liverpool ligger a point med gruppens to andre hold, Ludogorets og FC Basel. ned tre point.