En af fodboldens helt store skikkelser, Andrea Pirlo, skifter europæisk fodbold og Juventus ud med amerikansk og New York City FC.

Skiftet har luret længe - nu er det en realitet. Champions League-finalen blev foreløbigt sidste gang, vi ser Andrea Pirlos kælne teknik på europæisk grund.

Den fantastiske midtbanedirigent skifter fra Juventus til New York City FC. Det fortæller den amerikanske MLS-klub.

»Jeg har haft lyst til at få den oplevelse i lang tid, og nu hvor muligheden kom, ville jeg tage den. Det her er en klub på vej frem, og en klub, der deler min sult efter at opnå store resultater i ligaen. Jeg håber på at vinde,« siger Andrea Pirlo, der har sagt nej til et væld af andre tilbud.

»Jeg havde adskillige muligheder fra klubber udenfor Italien, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville vælge New York på grund af entusiasmen hos de mennesker, der kommer og ser holdet,« lyder det fra Pirlo.

36-årige Andrea Pirlo har tidligere spillet for klubber som Inter og Brescia, men det var i AC Milan han brød igennem som en af verdens bedste midtbanespillere. I karrierens efterår har han brilleret for Juventus.

I New York City FC skal Andrea Pirlo danne midtbaneduo med Frank Lampard. Foran de to ligger spanske David Villa. Det lyder farligt!