Liverpool stillede sig i vejen for drømmeskiftet, da Daniel Agger i sommer havde muligheden for at komme til FC Barcelona.

Det sker ikke igen. Liverpool åbner i den grad op for et salg af klubbens viceanfører. Italienske pressekilder beretter om en positiv dialog mellem Napoli og Liverpool omkring Daniel Agger, og Liverpools seneste melding er, at italienerne skal vende tilbage, når sæsonen er afsluttet om 14 dage.

Lige nu lukker Liverpool alt andet ude med chancen for at vinde det første mesterskab i 24 år. I januar flirtede Napoli også med Daniel Agger, men da var Liverpool ikke imødekommende. Det er de til gengæld i det kommende transfervindue.

Fremtidens midterforsvar hedder Martin Skrtel og franske Mamadou Sahko. Agger mærkede for nylig, hvor kort snor han har hos Liverpool-manager Brendan Rodgers.

Efter en periode hvor danskeren havde spillet fast i over to måneder, skulle der ikke mere til end et skadesafbud til en West Ham-kamp i april, før Sahko havde overtaget pladsen. Mamadou Sahko var skadet i de første måneder af 2014, hvor Agger igen positionerede sig i Liverpool-forsvaret, men siden afbuddet til West Ham-kampen har danskeren været tilbage på bænken.

- Jeg har svært ved at se, at nogen af parterne har noget ud af, at Daniel bliver i klubben efter sommerferien. Det er tydeligt, at Brendan Rodgers synes, at Sahko er stærkere defensivt og vil satse på ham frem for Daniel. Jeg tror, parterne skilles, siger Paul Joyce, der har mandsopdækket Liverpool i en årrække for Express.

Napolis træner, Rafael Benítez, kender Daniel Agger indgående fra spanierens tid som Liverpool-manager. Han vil rigtig gerne have landsholdsanføreren til den italienske topklub, der skal spille Champions League igen i næste sæson. Aggers agent, Per Steffensen, skulle endda være bekendt med interessen.

Men i kulissen spøger FC Barcelona også. Klubben er fast besluttet på at hente to topforsvarere ind til næste sæson, hvor det har været alt for sårbart at spille med Gerard Piqué og unge Marc Batra.

Barcelona bød i sommer 150 mio. kr. på Agger, et bud som agent Per Steffensen også bekræftede i engelske Times. Det kan ikke udelukkes, at der kommer et nyt bud, men lige nu har Barcelona fuld fokus på at sikre sig Luis Enrique som ny træner og forlænge med Lionel Messi.

Daniel Aggers skadeshistorik kan dog skræmme den catalanske topklub, men flere af de store spanske journalister med gode kilder i Barcelona forsikrer om, at Agger er blandt forsvarsemnerne. Andre emner til Barcelona er David Luiz (Chelsea), Matts Hummels (Dortmund), Aymeric Laporte (Athletic Bilbao) og Mehdi Benatia (Roma). Men det bliver Barcelonas nye træner i samråd med sportsdirektør Andoni Zubizaretta, der skal pege på de kommende forstærkninger.

Byder Barcelona, skulle Agger være klar til at tage afsked med sit elskede Anfield, men det er mere tvivlsomt, om forsvarsprofilen vil smutte til Napoli.