Allan Simonsen har spillet for både FC Barcelona og Borussia Mönchengladbach. I aften sidder han på stadion med et ben i hver lejr

For Allan Simonsen er det som at skulle vælge imellem sine børn, når han i aften sætter sig til rette på Stadion Im Borussia-Park til Champions League-kampen mellem Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona.

Danskeren, der blev kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1977, har spillet for begge klubber, og derfor har den lille, store dansker heller ingen favorit.

»Jeg håber først og fremmest, det bliver en god fodboldkamp,« siger Allan Simonsen til BT.

»Og så håber jeg, at de begge to går videre,« lyder det videre fra den levende danske fodboldlegende, der er klar over, at FC Barcelona står med et bedre udgangspunkt end Gladbach.

I første spillerunde lammetævede de spanske mestre Celtic fra Skotland med 7-0, mens Gladbach fik ørerne i maskinen i Manchester, hvor City vandt 4-0.

»Men helt umuligt er det da ikke, at begge hold går videre, sådan som jeg drømmer om,« siger Allan Simonsen.

(artiklen fortsætter under billedet)

Allan Simonsen ses her i aktion for Borussia Mönchengladbach.
Allan Simonsen ses her i aktion for Borussia Mönchengladbach. Foto: ERIK JEPSEN (arkivfoto)
Vis mere

De to klubbers forskellige udgangspunkt i puljen fortæller samtidig lidt om, hvordan det er gået dem, siden Allan Simonsen forlod dem.

Den lille, rapfodede dansker spillede i Borussia Mönchengladbach fra 1972 til 1979, da klubben var førsteudfordrer til Bayern München i kampen om den tyske titel. Tre år i træk – fra 1975 til 1977 – vandt Gladbach det tyske mesterskab i den periode. Men hvert år var klubben nødt til at skille sig af med en profil. Først var det Günter Netzer, så danske Henning Jensen, dernæst Jupp Heynckes og Rainer Bonhof og i 1979 Allan Simonsen selv.

Netop i 1979 vandt klubben den daværende UEFA Cup for anden gang, og den daværende anfører, Berti Vogts, erklærede, at spillerne skulle nyde det, for det blev sidste gang i lang tid, klubben vandt noget.

Godt forhold til begge klubber

Det fik han ret i, for siden da har Gladbach kun vundet én ting: den tyske pokalturnering i 1995.

»Der er mange grunde til, at det gik sådan,« fortæller Allan Simonsen.

»Mönchengladbach er en af de mindste byer i Bundesligaen, så man måtte klare sig med de spillere, man kunne få. Og en del af dem var ikke gode nok. Nogle af trænerne var nok heller ikke gode nok,« siger Allan Simonsen.

To gange er Gladbach rykket ud af Bundesligaen, men nu er klubben for alvor tilbage i tysk fodbolds top. Det er andet år i træk, klubben er med i Champions League. Og det er især på grund af, at klubben går meget systematisk til værks med den såkaldte scouting – altså køb af nye spillere – mener Allan Simonsen.

»Scouting-arbejdet er blevet meget bedre, end dengang jeg spillede i klubben,« siger han.

Da Allan Simonsen forlod Gladbach til fordel for FC Barcelona, var catalonierne også dengang en større klub, for de kunne betale flere penge. Til gengæld var klubben ikke en international magtfaktor – og heller ikke en national magtfaktor, som klubben er i dag, hvor FC Barcelona har vundet seks ud af de seneste otte spanske mesterskaber.

Da Allan Simonsen spillede i klubben i tre år, vandt Real Madrid og baskiske Real Sociedad mesterskaberne.

»Barcelona er også blevet dygtigere til at købe spillere og trænere, men jeg vil især fremhæve talentarbejdet på klubbens akademi, La Masia, hvor alle spillerne bliver skolet til at spille i klubbens system,« siger Allan Simonsen, der selv boede i en årrække i byen efter karrieren.

Blandt andet derfor glæder han sig til kampen i aften, som han selv skal overvære i Mönchengladbach.

»Det sker jævnligt, at jeg besøger de to klubber. De inviterer mig ofte, og jeg siger som regel ja. Mit forhold til begge klubber er strålende. Jeg bliver altid behandlet godt af begge. Og derfor har jeg heller ikke en favorit til kampen i aften.«