Allan Kuhn har siden sin fyring i Malmö FF ikke givet noget større interview om sin afskedigelse i klubben, der skilte sig af med ham trods guld i første og eneste sæson. Det gør han nu for første gang i BT.

Her forholder han sig til den kritik, som flere spillere som Franz Brorsson og Pa Konate har udtrykt i svenske medier.

Franz Brorsson har eksempelvis fortalt, at Allan Kuhn stolede meget mere på de ældre spillere, og at alder var vigtigere end præstation. Og lørdag er det så forsvarsspilleren Pa Konate, som i et interview med Fotballskanalen forklarer, at han og andre unavngivne spillere i Malmö FF ikke vidste, hvad de skulle på banen, og at de selvsamme spillere ikke følte sig tilpas med den taktik, den danske træner praktiserede igennem mesterskabssæsonen i 2016.

Allan Kuhn, kan du genkende den kritik, som disse spiller i Malmö udtrykker?

»Jeg er dybt uenig, og jeg er overrasket over nogle af de ting, der er blevet sagt. Jeg har ikke sagt noget før nu, men jeg synes, at tiden er inde til at sætte en stopper for det. For jeg bliver træt af alle de urigtigheder, der kommer frem. Selvfølgelig har jeg styr på, hvad jeg gør som træner, og det har jeg vidst hele tiden. Det har ført til det svenske mesterskab, og det er jeg enormt stolt af.«

Hvad mener du med urigtigheder?

»Når Pa Konate siger, at han ikke vidste, hvad han skulle på banen. Alle, der spiller på et fodboldhold, ved, at trænere er forskellige. Nogle fortæller ikke i detaljer alt, hvad man skal med bolden. Og nogle spillere fortæller man mere til end andre. Jeg synes, at både Pa Konate og Franz Brorsson fungerede rigtig godt, når de spillede, og man kan undre sig over, at Pa Konate nu udtaler kritisk, når selvsamme person i foråret roste mig som træner. Vi var det hold, der lavede flest mål og lukkede færrest ind, så selvfølgelig har vi haft en måde at spille på, presse på og forsvare os på. Vi er bare vildt forskellige som trænere. Jeg synes, det er ærgerligt, at der kommer sådan en kritik i kølvandet på et mesterskab. Men jeg forholder mig til, at jeg blandt andet blev ringet op af Markus Rosenberg, som sagde, at hverken han eller andre i truppen havde noget med min fyring at gøre. Det siger meget, synes jeg. Også Vidar Örn Kjartansson har talt pænt om mig. Jeg accepterer, at jeg er blevet fyret, og at de svenske medier leder efter kritiske udtalelser om mig, men nu er jeg træt af, at jeg hele tiden bliver ringet op, og at min familie skal læse de her ting.«

Hvordan påvirker det da dig og din familie?

»Det er klart, at jeg har jo lukket ned, og når man gør det, har man ikke en chance for at forsvare sig. Nu bliver jeg nødt til en gang for alle at sige, at jeg er enormt ked af, at der bliver sagt de her ting om mig. Jeg forstår ikke, hvorfor der kommer de her udbrud fra folk, som ikke spillede så meget, men sådan vil det ofte være. Nu håber jeg, at der bliver lukket ned. Vi havde en fantastisk god sæson sammen, og selvfølgelig havde vi styr på, hvordan vi skulle spille. Det skal man respektere, synes jeg.«

Jeg kan huske, at du efter en dårlig periode med blandt andet pokalexit talte med flere spillere og ændrer på tingene, hvorefter det gik godt. Undrer du dig over, at der nu kommer denne kritik?

»Jeg talte med nogle af de ældre spillere om, hvor højt vi skulle stå på banen, og det fik vi ændret, så vi hele tiden var en mand mere tilbage på omstillinger, og jeg lavede flere justeringer, så selvfølgelig vidste alle, hvad vi skulle på banen. Jeg synes, det er ærgerligt og på et meget lavt niveau nu, og derfor bliver jeg nødt til at sige, at det skal stoppe nu. Jeg er meget stolt af det stykke arbejde, jeg leverede, og hvad vi fik ud af det.«

Har man svært ved at komme videre som træner, når man hele tiden ser kritik fra fortiden?

»Ja, jeg synes, vi er nede på et niveau nu, hvor jeg helst ikke vil være med. Jeg synes ikke, man skal kaste med mudder i medierne. Men det er klart, at jeg er nødt til at gå ud og dementere nogle af de her ting. Jeg går aldrig ud til medierne med kritik af spillere, for jeg synes, det er nogle ting, man skal holde internt. Jeg vil da også sige til de her spillere, når jeg møder dem, at det var da nogle ærgerlige ting, der var kommet frem. Det var i hvert fald ikke noget, de havde konfronteret mig med.«

Af nogen spillere?

»Nej, jeg er aldrig blevet konfronteret med det af nogen. Selvfølgelig vinder man ikke guld, hvis man ikke ved, hvad det er, man skal på banen.«

Hvad er dit forhold til spillerne i Malmö FF nu?

»Jeg har fået rigtig mange fine beskeder fra dem, så det er rigtig fint. Der er ikke noget.«

Hvordan har du det egentlig med at blive fyret efter en enkelt sæson, hvor du gjorde Malmö til mester?

»Det vil jeg ikke komme ind på.«

Hvad skal der ske med dig nu?

»Jeg går og afventer mit næste job. Jeg er åben for det meste.«

Ville du finde på at gå tilbage til assistentrollen, eller er du blevet bidt af at være cheftræner?

»Jeg er cheftræner.«