Den detroniserede bestyrelsesformand forlader Brøndby-skuden med oprejst pande, men der forestår en forårsrengøring på den københavnske vestegn, hvor blandt andre den afgåede DBU-boss Jim Stjerne Hansen spøger i kulissen.

Når Brøndby IF om en uge afholder ordinær generalforsamling, bliver det også med en udrensning af den siddende bestyrelse øverst på dagsordenen.

Ifølge en meddelelse på klubbens egen hjemmeside, er det et uomgængeligt ønske fra aktionær Jan Bech Andersen, som fører til nye koste på direktionsgangen.

Det betyder, at bestyrelsesformand Aldo Petersen, næstformand Jesper Holm Hansen samt bestyrelsesmedlemmerne Jan Leth Christensen, Hugo Andersen, Niels Erik Nielsen og Morten Holm fra den nuværende bestyrelse ikke genopstiller og således er fortid.

Jan Bech Andersen har selv en ny sammensætning i sigtekornet og storaktionæren er selv med i den sekstet, som skal lune sæder i den nysammensatte bestyrelse. De nye navne er Morten Albæk, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Jesper Møller, hvis det altså står til Jan Bech Andersen selv.

Den omstridte bestyrelsesformand Aldo Pedersen, som var en iøjnefaldende brik i genrejsningen af den kriseramte traditionsklub, hæfter sig ved at forlade en skude med optimismen i behold trods kuldsejlet sejlads i konflikten om en gældende tv-aftale.

- Jeg er stolt over, at vi har ydet et bidrag til, at Brøndby IF et år efter at klubben var truet på eksistensen har fået optimismen tilbage. Brøndby IF er blevet styrket med markante profiler både på og uden for banen. Tilførslen af sammenlagt 224 millioner kroner har givet virksomheden ”muskler” og tryghed. Jeg ved, at Brøndby IF er klar til at tage det næste ryk. Virksomheden er rustet til fremtiden, siger Aldo Petersen.

- Personligt har jeg kendt betingelserne fra den første dag. Aktionærerne bestemmer, hvem der skal sidde i bestyrelsen for virksomheden. Det er Jan Bech Andersens ret og pligt at sætte det hold, han mener tjener virksomhedens interesser bedst. Sådan er spillereglerne, og dem respekterer jeg til fulde.

- Jeg vil gerne sige tak til alle medarbejdere i organisationen og den sportslige afdeling. En enig og loyal bestyrelse har stået bag alle store beslutninger, der er truffet, og jeg har haft et godt samarbejde med mine kolleger i bestyrelsen. Kampen for at få Brøndby IF tilbage har virkelig været en kamp. Men det har først og fremmest være skægt og givende. Noget af det mest spændende, jeg har prøvet i mit liv.

Som det fremgår af en fondsbørsmeddelelse, der blev udsendt tidligere i dag, har aktionær Jan Bech Andersen foreslået valg af seks kandidater på den ordinære generalforsamling om en uge.

Jan Bech Andersen, der sidder på 26,42 procent af aktierne i Brøndby siger i samme meddelelse:

- Jeg er taknemmelig for al den tid og energi, bestyrelsen med formand Aldo Petersen i spidsen har lagt i virksomheden. Aldo Petersen har med sit stærke engagement været en visionær leder, der har drevet projektet. Bestyrelsen har skabt rammerne for fortsat fremgang for selskabet.

- Mit håb er, at de kandidater, jeg foreslår, kan fortsætte processen og være med til at udvikle Brøndby IF yderligere i næste fase. Det er samtidig meget vigtigt for mig at understrege, at det er generalforsamlingen, der bestemmer, hvem der skal vælges til bestyrelsen.