Frank de Boer var rasende over, at dommeren tillod, at både Milan-spillerne og bolddrengene trak tiden.

Ajax kæmpede det bedste de havde lært for at score det enkelte mål, som kunne have sikret dem mere Champions League-fodbold efter nytår, men hollænderne måtte nøjes med 0-0 mod Milan.

Frank de Boer var efterfølgende skuffet, da han blev spurgt til kampens forløb af 3+, men han var egentlig ikke så interesseret i at tale om udskiftningen af Christian Poulsen. Han havde en anden dagsorden. Han var rasende over Milans unfair spil.

- Det mest frustrerende var det store teater, der var omkring kampen. Det var alt fra bolddrengene, som trak tiden. Der var nærmest kun én bold på stadion, og de trak tiden konstant. Det samme gjorde spillerne, og det gav ikke engang gult kort.

- Dommeren tillod, at det skete. Balotelli skulle også have haft rødt kort efter sin tackling på Blind. Man må følge reglerne, sagde Frank de Boer til 3+ med alvorlig mine.

Selve spillet på banen kunne de Boer ikke klage over. Hans hold skabte mange chancer både i første og anden halvleg, og Christian Poulsen havde blandt andet et hovedstød på stolpen. Men ind ville bolden ikke, og Ajax er færdige i Champions League.