Nicolai Boilesen er ude i kulden i Ajax, hvis træner, Frank de Boer, oven i købet gør sig morsom på den danske venstrebacks bekostning.

Der ser ikke ud til at være nogen fremtid for Nicolai Boilesen i Ajax, hvor han ikke har spillet i denne sæson.

Forholdet mellem den danske venstre back og træner Frank de Boer er forpestet - og det endda så meget, at Frank de Boer over for tv-stationen AT5 i Amsterdam har gjort sig lystig på Boilesens bekostning.

AT5 spurgte Frank de Boer om, hvilke spillere han ville tage med fra Ajax, hvis han skulle træne en anden klub.

»Jeg tror, jeg tager Boilesen med,« lød svaret fra Frank de Boer med et smil om munden og et glimt i øjet.

Nicolai Boilesen har efterfølgende set tv-indslaget og kommenteret det på sin Instagram-konto:

»Det lyder godt. Jeg kan dårligt vente,« lyder det fra den 23-årige dansker med tyk ironi, hvorefter han har tilføjet hashtaggene #funnyguy #trueclass #decency (sjove fyr, virkelig klasse, værdighed).

Nicolai Boilesens kontrakt udløber til sommer, hvor han frit kan skifte til en ny klub.