Christian Poulsen har kontraktudløb med Ajax Amsterdam efter denne sæson. Det er endnu ukendt, hvor den tidligere danske landsholdsspiller fortsætter karrieren, eller om han helt vælger at stille støvlerne på hylden, men i den hollandske traditionsklub håber talentet Joël Veltman, at Poulsen forlænger.

Han holder os til ilden, siger forsvarsspilleren til det hollandske site V-bal.

- Han er et godt eksempel for os alle og med sit store engagement holder han alle på tæerne. Når man er udmattet og ukoncentreret, så råber han nærmest ørerne af dit hoved. Man kan mærke det kommer helt inde fra, og han mener det meget seriøst.

Christian Poulsen har rundet de 34 år og har tidligere spillet i klubber som FC København, Schalke 04, Sevilla, Juventus, Liverpool samt Evian.