Ajax har sikret sig 17-årige Kasper Dolberg, der har underskrevet en treårig kontrakt med den hollandske danskerklub. Silkeborg opjusterer sit regnskab efter salget.

Længe har Kasper Dolberg været en eftertragtet vare i Silkeborgs talentafdeling, og nu følger den unge offensivspiller i fodsporene på Tottenham-stjernen Christian Eriksen, som hører til blandt danske fodboldspillere, der har spillet for Ajax i flere af ungdomsårene.

»Kasper er et ekstraordinært talent i Silkeborg IF og i dansk fodbold. Herfra skal lyde et stort tillykke med kontrakten, og jeg kan med stor ro i sindet lade Kasper fortsætte sin gode udvikling i en klub, som har en enorm tradition for at udvikle spillere, og især danske spillere, til den absolutte verdenselite,« siger Silkeborg IFs sportschef Jesper Stúker til klubbens hjemmeside.

»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg gerne havde set Kasper få sit gennembrud på Silkeborg IFs førstehold før et skifte, og jeg mener også, at vi fint ville kunne understøtte hans udvikling et godt stykke tid endnu. Men når det ikke skulle være, så er dette den absolut bedste løsning for såvel Kasper som Silkeborg IF,« siger Jesper Stüker.

Silkeborg meddeler, at forventningerne til 2015-regnskabet ændrer sig med salget af Kasper Dolberg. Fra et forventet minus på fire-seks millioner kroner lyder meldingerne nu på et minus på tre-fire millioner kroner.

I Ajax bliver Kasper Dolberg holdkammerater med Lasse Schöne, Nicolai Boilesen, Lucas Andersen, Viktor Fischer, Niki Zimling og Markus Bay. Sidstnævnte har cheftræner Frank de Boer tidligere udnævnt som en spiller, der potentielt kan blive den nye Christian Eriksen.