Sergio Agüero scorede to gange, da Manchester City med en 4-0-sejr over Crystal Palace strøg til tops.

Manchester: Manchester City blev i et par timer nyt tophold i Premier League.

Med en 4-0-sejr hjemme over Crystal Palace kom Manchester City også op på 43 point, lige som Arsenal og Leicester har i toppen af Premier League. Den lyseblå Manchester-klub har en bedre målscore.

Både Arsenal og Leicester har dog spillet en kamp færre. Senere lørdag overtog Leicester førstepladsen efter 1-1 ude mod Aston Villa.

I løbet af første halvleg satte Manchester City tingene på plads mod Crystal Palace.

Først hamrede Fabian Delph bolden fladt i nettet fra en position adskillige meter uden for feltet, før Sergio Agüero fire minutter før pausen gjorde det til 2-0.

Argentineren var ikke uheldig, da den tidligere Køge Boldklub-spiller Scott Dann rettede afslutningen af, så den snød Wayne Hennessey i Crystal Palaces mål.

Efter pausen var Agüero nok en gang på pletten, da han afsluttede et mønsterangreb tæt under mål. Efter en flot frispilning af Kevin De Bruyne skulle Agüero blot sparke bolden det sidste stykke over stregen.

Seks minutter før tid udbyggede David Silva føringen til 4-0. Her var Agüero manden bag måloplægget.

I bunden af rækken vandt Newcastle for første gang i over en måned, da det blev til en vigtig 2-1-sejr over West Ham. Dermed rykker Newcastle op over nedrykningsstregen på bekostning af Swansea.

Bournemouth vandt bundbraget over Norwich med 3-0, mens Southampton slog West Bromwich med samme resultat.

/ritzau/