Daniel Agger startede inde, men måtte skadet forlade banen i slutfasen, da Liverpool søndag måtte slæbe sig videre i FA Cuppen med en sejr på 2-0. Gæsterne fra Oldham pressede favoritterne ud i et tæt opgør.

Oldham kæmper i dagligdagen for at holde afstand til nedrykningsstregen i den tredje bedste engelske række, League One. Alligevel var kampen langt fra nogen badeferie for hjemmeholdet, som ellers i Premier League er med i feltet af mesterskabskandidater. De upåagtede underdogs havde dog god grund til at være optimistiske forud for opgøret. Det var nemlig dem, der sidste år stod for en af turneringens største overraskelser ved at sende Liverpool ud i mørket med en sejr på 3-2.

Derfor skulle man tro, at Agger og holdkammeraterne ville være være hævntørstige i søndagens opgør. Det kunne dog ikke ses i de første 45 minutter, da det reservespækkede Liverpool-hold virkede ualmindeligt uoplagt. 0-0 var stillingen således, da de to hold gik til pause.

Anden halvleg var heller ikke noget festfyrværkeri af en fodboldkamp, men Liverpool havde alligevel skruet en tand op for blusset. Belønningen kom efter et kvarter, da den spanske angriber Iago Aspas scorede sit første mål for klubben siden sit skifte i sommer. Med ti minutter tilbage afgjorde teenageren Raheem Sterling kampen. Et afrettet skud endte lidt heldigt i nettet. Målet blev dog noteret som et selvmål af gæsternes James Tarkowski.

Med fem minutter igen kom Liverpool-managerens søn på banen for Oldham. Anton Rodgers kunne dog ikke ændre ved fars sejr på 2-0. Der var dog en alvorlig i sejrslakken. Daniel Agger måtte kort før tid humpe fra banen med en skade.

I næste runde venter der Liverpool endnu et opgør mod et lavere rangerede hold. På udebane skal de op mod vinderen af opgøret mellem Bournemouth eller Burton.