Daniel Agger er lige nu langt væk fra Liverpools hold. Mandag aften sad han på tribunen, da holdet tabte 1-3 til de stærke mestre Manchester City, mens nyindkøbet Dejan Lovren og Martin Skrtel dannede midterforsvar. På bænken sad Aggers konkurrenter Mamadou Sakho og Kolo Touré.

Så lige nu kan man kun tolke det således, at Daniel Agger er femtevalg til positionen, for Agger meldte samtidig op i Jyllands-Posten i går, at han er fit til landskampene mod Tyrkiet og Armenien i næste uge.

Daniel Agger er også udtaget til landskampene, hvoraf Armenien-kampen er den første i en vigtig EM-kvalifikation, men når Agger møder op i landsholdslejren mandag, kan det være, at hans fremtid først bliver afgjort dér på sidste dag af transfervinduet.

Engelske pressekilder fortæller, at to klubber er konkret på banen i forhold til at hente Daniel Agger. Det er Napoli med forsvarerens tidligere manager Rafael Benitez på trænerbænken, og så er det Brøndby.

Agger-lejren med agent Per Steffensen har den seneste tid forsøgt at presse Liverpool til at gå i dialog med Brøndby om en lejeaftale for resten af sæsonen, men det er utopi at tro på, at Brøndby kan løfte Aggers årsløn på knap 60 mio. kr.

Hvis Liverpool skal sende Agger på en lejeaftale, skal minimum 80 procent af lønnen dækkes af den anden klub, er meldingen lige nu fra Liverpool-direktør Ian Ayre. Det kan Brøndby under ingen omstændigheder gøre, uden det vil være økonomisk uforsvarligt.

De højeste spillerlønninger i Superligaen ligger på lidt over fire millioner kroner, og Aggers løn er helt i toppen af Liverpool-truppen, hvor stort set kun anfører Steven Gerrard overgår ham.

Selv med rigmanden Jan Bech Andersen i ryggen smider Brøndby næppe over 30 millioner kroner i løn for at få Agger i en sæson.

Hvad angår Liverpools standpunkt, spiller det også ind, at Liverpool-manager Brendan Rodgers internt har slået fast, at han gerne beholder Agger i truppen og på den front vil være solidt dækket ind defensivt med flere klasseforsvarere.

- Det er en lang sæson, hvor Champions League også er en stor prioritet, og Brendan Rodgers vil hellere selv beholde Daniel Agger end at betale for, at han bliver lejet ud til en anden klub, vurderer Neil Jones, der dækker Liverpool for lokalavisen Liverpool Echo.

Napoli kredser også om Daniel Agger. Rafael Benitez har flere gange forsøgt at hente Agger til det sydlige Italien, men i januar ville Liverpool ikke give slip på ham. Nu er det imidlertid mest Agger, der er stopklods i håbet om, at Liverpool på de sidste dage af transfervinduet ændrer mening og indleder seriøs dialog med Brøndby.

- Det eneste, der næsten er sikkert i det her, er, at hverken Liverpool eller Agger selv er interesseret i at skifte til en rivaliserende Premier League-klub, hvor Arsenal har været meldt ind i billedet. Med hans skadeshistorik kunne det også være godt for ham, hvis han spillede et år i en mindre fysisk hård liga end Premier League, siger Neil Jones.

Netop det er også et af Daniel Aggers største argumenter for at ville hjem og spille i Superligaen, der ikke har samme fysiske påvirkning på kroppen som Premier League.

Selv sagde Daniel Agger til Jyllands-Posten om sin fremtid i Liverpool:

- Fremtiden er kompliceret. Der er nogle ting, som skal løses, og så må vi tage den derfra, sagde Agger.

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, har tidligere kaldt Daniel Agger for en drømmespiller, men har også erkendt, at det er en ekstremt svær proces.

- Daniel Agger er sådan et langskud, som ingen rigtig tror på, men som vi holder levende. Det betyder, at det er en spiller, som vi selvfølgelig rigtig gerne ser tilbage i Brøndby, men som er helt utopisk at hente, sagde Rud tidligere på måneden til BT.