Daniel Agger elsker Liverpool, og Liverpool elsker Daniel Agger.

For nyligt blev kærligheden til den engelske storklub endnu engang påvist, da Daniel Agger fik tatoveret den velkendte 'Liverbird' på to af sine fingre - ganske tæt på bogstaverne YNWA (Liverpool-sloganet You'll Never Walk Alone, red.), som ligeledes pryder hans fingre.

Den 9. juni stoppede Agger sin karriere som fodboldspiller, men mandag aften var Daniel Agger tilbage på Liverpools hjemmebane, Anfield, hvor han overværede 0-0-kampen med Liverpool og Manchester United.

Inden kampen nåede 6'eren at fange den tidligere landsholdsanfører til en kort snak om, hvad den 31-årige eks-fodboldspiller nu fordriver tiden med.

»Jeg har mange ting. Jeg har heldigvis forberedt mig godt på tiden efter fodbolden, og det har jeg gjort i mange år. Jeg har masser at forretninger kørende, og det tager det mester af min tid,« sagde Daniel Agger, der var glad for at være tilbage i Liverpool.

»Det er dejligt, det er altid dejligt at komme tilbage. Især når det er et sted, hvor man har været i mange år. Så det er meget rart at se det engang i mellem.«

Daniel Agger har tidligere ejet to restauranter i Liverpool, hvor der var ambitioner om at udvide til en kæde af restauranter i blandt andet Danmark. Det blev dog aldrig til noget, og Agger trak sig som restaurantchef i 2009.

Se resten af interviewet i toppen, hvor Daniel Agger fortæller om, hvorvidt han stadig synger med på 'You'll Never Walk Alone', om projekt Klopp og om, at det stadig gipper i ham, når han er på Anfield.

»Jeg savner det rigtig meget. Det hiver i én, når man er tilbage - særligt efter karrierestoppet. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har taget den rette beslutning.«