KØB PLUS!

Agger-kiks kostede dyrt

Arsenal og Liverpool spillede 2-2 i den engelske Premier League.

Det var ikke den danske landsholdsspiller Daniel Aggers aften, da han sammen med holdkammeraterne fra Liverpool FC spillede 2-2 i udekampen mod Arsenal.

Liverpool gik ellers til pausen med en føring på 1-0 efter Luis Suarez' fuldtræffer i det femte minut. Og da der var spillet et kvarter af anden halvleg, øgede Jonathan Henderson til 2-0.

Men i det 64. minut lavede Daniel Agger en opdækningsfejl i Liverpool-forsvaret, hvorefter Olivier Giroud kunne reducere til 1-2.

Det gav Arsenal blod på tanden, og blot få minutter senere udlignede Arsenal til 2-2 på kampens flotteste scoring:

Olivier Giroud lagde bolden til rette for Theo Walcott, der firsttimede den ind i målets fjerneste hjørne.

At kampen endte uafgjort, kunne der intet indvendes imod.

De to hold gav således hinanden en jævnbyrdig dyst.

Men set med Liverpool-øjne er resultatet mest ærgerligt.

De røg i weekenden ud af FA Cup'en med et skuffende nederlag på 2-3 mod Oldham, og satte mod Arsenal en føring på 2-0 over styr. Hermed er Daniel Agger & co. i denne sæson fortsat uden sejre over top 10-mandskaber i Premier League.

Læs også: