Den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger er en passioneret tatoverings-entusiast. Det vidner hans overtatoverede krop om. I dag viste han sin seneste tatovering frem.

Den tidligere Liverpool- og Brøndby-spiller har været i Limerick City i Irland, hvor han har besøgt tatoverings-shoppen All Star Tattoo for at få lavet en stor tatovering på sin torso, som i forvejen er godt dækket til med blæk.

Det er tatovøren Ross Nagle, der har stukket nåle ind i Agger, skriver eks-landsholdsanføreren på sin Twitter, hvor han takker tatovøren og skriver, at han har en seance tilbage for at gøre ’værket’ færdigt.

Den nu pensionerede fodboldstjerne har tilsyneladende udnyttet, at han i forvejen var på de britiske øer til at slå et smut forbi sin irske tatovør.

Agger spillede nemlig lørdag med i en showkamp i Liverpool, hvor tidligere Liverpool-koryfæer tørnede sammen med et hold af Real Madrid-legender på Anfield.

Vi nævner i flæng Steven Gerrard, Robbie Fowler, Ian Rush og Michael Owen i den røde trøje mod stille og rolige legendetyper som Luis Figo, Clarence Seedorf og Roberto Carlos for den spanske kongeklub.

Liverpool vandt 4-3, og Agger fik stor ros af Liverpools fans, som gerne ser ham tilbage for The Reds.

Daniel Agger spillede størtstedelen af sin karriere – fra 2006 til 2014 - i Premier League-storklubben, som har en plads tæt på hans hjerte – og sågar er printet ind i hans knoer med blæk.

En af Aggers mest berømte tatoveringer er sloganet ’YNWA’, som han har tatoveret på knoerne på sin højre hånd – et bogstav på hver kno. ’YNWA’ står for ’You’ll never walk alone’, som er titlen på slagsangen, som Liverpools fans synger før alle kampe på hjemmebanen.

Derudover har Agger også tatoveret en såkaldt liver bird, som er fuglen i Liverpools logo, på flere af sine fingre. Et andet opsigtsvækkende stykke hudkunst har den 32-årige eks-spiller på sin ryg, som er dækket af et stort billede af Holger Danske, som er omkranset af gravstene med navnene på faldende danske konger som for eksempel Harald Blåtand.

Daniel Agger, som stoppede fodboldkarrieren sidste sommer efter to afsluttende sæsoner i Brøndby, er særdeles seriøs omkring sin tatoo-kærlighed.

Således er han medejer af verdens største tatoveringsfællesskab på nettet, som hedder Tattoodo. Virksomheden har også Hummel-rigmanden Christian Stadil i ejerkredsen.