Det var en tydeligt ærgerlig Daniel Agger, der efter kampen reflekterede over 1-0 nederlaget til Portugal.

Danmark tabte 1-0 til Portugal torsdag aften, og Daniel Agger var skuffet over sin egen og forsvarets arbejde ved Portugals sejrsmål:

»Jeg slipper min mand, da Moutinho får bolden, men Krohn-Dehli (Michael, red.) og jeg gik samme vej for at blokere hans skud. Vi er uheldige og dårlige i situationen, og det er ikke godt nok,« siger han til Kanal 5.

Danmark havde i kampen ikke særlig mange chancer, men den danske anfører mener, at der var de chancer, man kan forvente:

»Angrebet var fint i dag og vi spiller egentlig en god kamp. Men når man ikke kan score i sådan en kamp, skal man gerne gå herfra med 0-0,« siger Daniel Agger til Kanal 5.

William Kvist blev spurgt ind til problematikken i, at Danmark ikke har scoret i seks halvlege (mod Albanien, Armenien og Portugal, red.):

»Er det seks nu? Det er for mange. Men vi er ikke ramt på selvtilliden. Vi spiller en ok kamp, men det sidste er der ikke. Det må vi erkende,« siger han til Kanal 5.

Til trods for den skuffende pointhøst på blot to point i de seneste tre kampe, mener Simon Kjær ikke, at de danske spillere skal være frustreret:

»Jeg synes, vi spiller godt. De har mange indlæg men bliver ikke rigtig farlige. Vi har også vores chancer og kan ikke forvente, at få flere end dem vi får. Men der er ingen grund til en masse frustrationer, for det hjælper os ikke,« siger han til Kanal 5.

Danmark er stadig foran Albanien men har spillet alle sine kampe nu. Efter nederlaget til Serbien, skal Albanien vinde i sin sidste kamp på udebane mod Armenien søndag for at hoppe op på andenpladsen foran Danmark og kvalificere sig direkte til EM. Alt andet end albansk sejr vil sende Danmark direkte til EM.