Agger drømmer om en måltyv

Den danske viceanfører i Liverpool savner en rigtig skarpretter i den engelske klub

Daniel Agger drømmer om en angriber i Liverpool, der kan score masser af mål. Det fortæller han i et interview med magasinet Street Boys, der beskriver sig selv som 'det eneste drengeblad, der henvender sig til alle drenge mellem 6 og 16 år'.

Street Boys vil gerne vide, hvem Daniel Agger gerne vil have i Liverpool FC.

- Jeg har ikke nogen specielle ønsker. Hvis der kom en angriber, som scorer 30 mål på en sæson, så vil jeg være tilfreds. Så ville vi ligge helt oppe i tabellen, siger Daniel Agger.

I interviewet fortæller han også, at han både har en 1967 Mustang Shelby Cobra GT500 hjemme i garagen og tatoveret på armen, han elsker stegt flæsk med persillesovs og hører Kim Larsen.

Og så afslører Daniel Agger, at han faktisk går glip af meget, selv om han ikke vil klage over, at han lever rigtig godt af sin hobby.

- Man har ikke særlig meget ferie. Jeg har tre uger om året, og mere får jeg ikke. Jeg kommer kun hjem, når der skal spilles landskamp, og ellers ikke. Jeg ser ikke min familie særlig meget eller mine venner. Jeg kom ikke til min søsters konfirmation, jeg kom ikke til min brors 18-års fødselsdag eller min fars eller mors 50 års fødselsdag. Alle sådan nogle ting savner jeg rigtigt meget, siger Daniel Agger til Street Boys.

Men tilføjer dog:

- Når det er sagt, så klager jeg ikke, jeg har selv valgt det, og ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne.

Daniel Agger udråber også 'helt klart' sin kone til smukkeste pige i verden, men fortæller så, at den næstsmukkeste - langt nede på listen - er Paris Hilton. Det sker ved siden af et billede af en ret bar Paris, der kun er iklædt sit eget lange lyse hår, og som i en taleboble siger: 'Daniel! Det er sjældent jeg er nummer to'.

Men et godt råd er, at det citat og Hiltons forbindelse til Agger nok skal tages med et skævt smil og en stor pose forbehold af alle de 6-16 årige drenge, der læser Street Boys.

Læs også: