Nu kan Martin Jørgensen lægge støvlerne væk med sindsro. AGF hentede søndag en sejr på 2-1 hjem ude over Fredericia, og man er omsider på rette kurs igen. En oprykning til Superligaen virker ikke længere helt så urealistisk, som den gjorde ved indgangen til november måned, hvor man som kulminationen på en lang række skuffende resultater tabte 0-3 på udebane mod Viborg.

Siden er det blevet til fire sejre, senest søndag eftermiddag, hvor den udsatte kamp fra 12. runde, ude mod Fredericia, gav fuld gevinst til århusianerne.

Men det holdt hårdt.

Jesper Lange bragte AGF foran efter 14 minutter, men Christian Nissen udlignede for Fredericia på hovedstød kort efter pausen. Jeppe Hansen havde en kæmpe chance til at bringe fæstningsbyen foran, men presset af AGF-keeper Lukas Fernandes skød han forbi den modsatte stolpe. I stedet kunne Stephan Petersen øjeblikket efter drible sig fri ved baglinjen, trække ind foran mål og bringe AGF på vinderkurs med et fladt skud i det korte hjørne.

Det var århusianernes fjerde sejr på stribe, og AGF går nu på vinterferie på tredjepladsen, seks point efter Lyngby og Viborg på de to oprykningspladser.

Kampen var samtidig Martin Jørgensens definitivt sidste fodboldkamp for AGF efter en lang karriere. Den tidligere landsholdsspiller blev skiftet ud efter godt en times spil.

- Det var godt, at vi vandt. Det var ikke så svært i dag, for jeg har vidst det et stykke tid. Det bliver nok først svært til foråret, når de andre begynder igen, og jeg ikke kan være med, reflekterede Martin Jørgensen til TV3 Sport 1 efter kampen.

I søndagens anden kamp i 1. division besejrede HB Køge på udebane AC Horsens 2-1, efter at østjyderne tidligere på ugen meldte ud, at man er nødt til at skille sig af med de løntunge spillere i vinterpausen.