Superligaklubben AGF har udvidet arsenalet af forsvarsspillere forud for sæsonafslutningen, hvor aarhusianerne skal forsøge at undgå nedrykning til 1. division.

Klubben har skrevet kontrakt med den danske midtstopper Thomas Juel-Nielsen, der har trænet med på Fredensvang i lidt mere end en uge. Hans aftale gælder resten af sæsonen, oplyser AGF på Twitter.

AGF har været hårdt ramt af skader i det centrale forsvar i foråret, hvor både Niklas Backman og Mikkel Rask har været ukampdygtige på grund af skader.

Med tilgangen af Thomas Juel-Nielsen åbner det op for, at både Alexander Juel Andersen og Dzhamaldin Khodzhaniazov kan rykkes tilbage på positionerne som henholdsvis højre og venstre back.

26-årige Thomas Juel-Nielsen har senest spillet for Falkenbergs FF i Allsvenskan. Han har også en fortid hos norske Sandefjord samt AB, Hvidovre og Lyngby.

AGF-træner Glen Riddersholm kender spilleren fra sin tid som dansk U17-landstræner.

/ritzau/