- En kæmpe kapacitet, sådan vurderer AGFs anfører Steffen Rasmussen umiddelbart klubbens nye cheftræner Morten Wieghorst.

AGF præsenterede torsdag sin nye cheftræner. Det blev den tidligere Laudrup-assistent og FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst. En ansættelse, der glæder AGF-anføreren:

- Det lyder spændende. Absolut. Han er en stor kapacitet, som jeg havde forventet og håbet, at klubben kunne tiltrække. Det er glædeligt, og det vidner om, at man ønsker at bygge noget solidt op fra bunden. Det er enormt signal, lyder det fra målmanden.

Steffen Rasmussen kender ikke så meget til sin nye cheftræner, udover møderne med FC Nordsjælland, hvor Morten Wieghorst var cheftræner fra 2006 til 2011. Alligevel ser han frem til nyt DNA og ny spillestil i AGF i den kommende sæson.

- Han præsenterer en spændende fodbold-filosofi, som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med. Han er et stort navn, og klubben ønsker, at skabe et solidt fundament og ikke en 'hovsa-løsning'. Udover det, jeg har set, når vi har mødt FCN, så kender jeg ikke så meget til Morten endnu, siger anføreren, der er overbevist om, at AGF med Wieghorst i spidsen rykker op i Superligaen i første forsøg.

- Ja selvfølgelig. Det er det, vi absolut skal stræbe efter, og det vil være det altoverskyggende mål i næsten sæson.

Målmanden forventer ikke en stille sommer i Aarhus-klubben:

- Jeg tror ikke, at denne nyhed er den sidste, vi ser i AGF denne sommer.

Hvordan skal det tolkes?

- Ikke så meget andet, end at der i hvert fald er gang i nogle spændende ting i klubben, lyder det lidt mystisk fra Steffen Rasmussen.

Den 31-årige målmand har spillet hele sin seniorkarriere i AGF. Siden 2002 er det blevet til mere end 250 kampe for klubben, samt to liga-landsholdskampe for Danmark.