Ifølge Antoine Griezmanns agent var Manchester United først om at vise interesse for Atlético-stjernen.

Madrid. Den franske angriber hos Atlético Madrid Antoine Griezmann kan meget vel kalde sig Manchester United-angriber fra den kommende sæson.

Griezmann og United har været kædet sammen igennem længere tid, og nu bekræfter Griezmanns agent, Eric Olhats, at der har været kontakt mellem parterne.

- United var den første klub, der kom og besøgte os og viste konkret interesse, siger Eric Olhats til det franske tv-program Téléfoot ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller endvidere, at flere klubber viser interesse, men at en frikøbsklausul på spilleren begrænser feltet af reelle bejlere.

- Vi er på et stadie, hvor vi indsamler informationer om de klubber, der viser konkret interesse.

- Der er en uundgåelig klausul på 100 millioner euro (744 millioner kroner, red.), der begrænser antallet af mulige kandidater. Der er United, Manchester City, Chelsea, Barcelona og Real Madrid, beretter Olhats.

26-årige Griezmann skiftede til Atlético Madrid i 2014. Forinden havde han optrådt for Real Sociedad i hele karrieren.

Griezmann blev sidste sommer topscorer ved EM med seks mål for Frankrig.

/ritzau/Reuters