Randers FC var to angribere nede efter salget af Mikael Ishak og udlejningen af Mandla Masango, men inden deadline når de efter al sandsynlighed at få en erstatning ind.

Der er ifølge BT’s oplysninger tale om den 30-årige serber, Nikola Đurđić, der kommer fra Partizan Beograd, hvor han i 13 kampe blot har scoret et enkelt mål. Tidligere har han dog holdt et højt snit – ikke mindst de gange han har optrådt i Skandinavien.

Fra 2009 til 2012 scorede han i mere end hver anden kamp for norske Haugesund (46 mål i 97 kampe), inden han blevet lejet ud til Helsingborg i Sverige og scorede 10 mål i 11 kampe. I 2015 havde han 12 kampe og scorede fem gange for Malmö FF.

BT forsøgte tidligt tirsdag aften at få en kommentar fra Michael Gravgaard, men da havde Randers-direktøren har ingen kommentarer. Senere tirsdag aften udsendte Randers FC imidlertid en pressemeddelelse om, at handlen var en realitet.

Nikola Đurđić skal fremover kæmpe med Viktor Lundberg, Mayron George og Marvin Pourié om spilletiden i front for Randers, der dog også har mistet en del mål med salget af Mikael Ishak til 2. Bundesliga-klubben Nürnberg.

Serberen har en enkelt landskamp på CV’et.