Frank Arnesen er tilbage i europæisk topfodbold.

Og den tidligere danske landsholdsspiller er tilbage i PSV Eindhoven. Her har han fået plads i klubbens bestyrelse fra 1. juni. Det skriver den hollandske klub på sin hjemmeside.

Frank Arnesens arbejdsliv har tidligere været flettet tæt sammen med PSV Eindhoven, hvor han bade har været spiller, assistenttræner og teknisk direktør.

Blandt andet var det danskeren, der i sin tid fandt og hentede (den ægte) Ronaldo fra Brasilien til europæisk fodbold.

I PSV-bestyrelsen erstatter 60-årige Frank Arnesen klublegenden Hans van Breukelen. Den tidligere hollandske landsholdsmålmand er i dag teknisk direktør i det hollandske fodboldforbund.

»Det er en stor ære at blive bedt om komme med i bestyrelsen hos PSV. Jeg ser frem til udfordringerne og håber på at kunne tjene klubben,« siger Frank Arnesen, der får nemt ved at komme til bestyrelsesmøderne.

Han bor nemlig i Eindhoven.

PSVs bestyrelsesformand, Jan Elbers, siger: »Vi ledte efter nogen, der kender til fodbold og har en forbindelse til klubben. Frank Arnesen passer perfekt til PSV-profilen. Det er ikke længere hans ambition at være involveret i det daglige arbejde i en klub. Desuden har Frank Arnesen opbygget et enormt netværk,« lyder det.

PSVs bestyrelse består nu af: Jan Albers, Frank Arnesen, Robert van der Wallen, Bert van der Els og Ton van Veen. En bestyrelsespost har man i fire år af gangen.