Det danske fodboldlandshold kan blive alvorligt svækket til de ekstremt vigtige EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Armenien.

På Twitter meddeler DBU, at man på grund af en skade har modtaget et afbud fra venstrebacken Simon Poulsen, der til daglig spiller i PSV Eindhoven.

Men også landsholdets vel nok største stjerne, Tottenham-playmakeren Christian Eriksen, kan ende med at se kampene hjemme på sofaen. Eriksen er nemlig blevet i London for at modtage behandling for den knæskade, der har holdt ham ude af Spurs' to seneste Premier League-kampe.

En seriøs hovedpine for landstræner Morten Olsen, der nu skal indkalde erstatning, i hvert fald for Simon Poulsen.