Ærlig Eriksen: Vi var heldige

Der var ikke straffespark til Mario Balotelli, men til gengæld var Ajax Amsterdam heldige, da hjemmeholdet fik annulleret to mål, siger Christian Eriksen.

Dommer Peter Rasmussen fik hovedrollen, men han var langt fra den eneste dansker i aktion på stadion i Manchester.

Landsholdsstjernen Christian Eriksen følger Morten Olsens køreplan og kreatøren udvikler sig og samler erfaring på den største, europæiske scene.

En udvikling det danske landshold forhåbentlig får glæde af til foråret, når den vanskelige udekamp mod Tjekkiet skal spilles til marts.

Set i det lys er det glædeligt, at Christian Eriksen og Ajax Amsterdam stadig er i live i Champions League, trods en nervepirrende sidste offensiv fra City.

Tirsdag gav danskeren flere smagsprøver på talentet.

Christian Eriksens første hjørnespark fandt via en mellemstation Siem De Jong tæt under mål. Fra en spids vinkel skovlede offensiv-spilleren bolden i nettaget.

Joe Hart i City-målet havde knap fået råbt af, før Christian Eriksens andet hjørnespark dalede ned til De Jong, der igen sendte bolden i mål.

- Vi havde bestemt øvet på det, vi havde forbedret os siden weekenden. Deres måde at dække op på var vi klar på. To mål ud af to hjørnespark var meget godt, sagde Eriksen bagefter til TV 3 .

Mario Balotelli kom på banen i anden halvleg. Hans fysik var det, City skulle bruge for at presse Ajax i bund og få hamret de udlignende mål i nettet.

Manchester Citys offensiv fortsatte helt indtil de sidste sekunder. I kampens absolut sidste moment skete det, de formentlig kommer til at tale om længe i Manchester. I stedet for straffespark fløjtede Peter Rasmussen af.

- De får to mål annulleret undervejs, og der er vi heldige, men til sidst mener de der er straffe. Det mener jeg ikke, men de virkede ret sikre på, at de så det, lød reaktionen fra Christian Eriksen.

Det blev Christian Eriksen, der fik kampens næstsidste ord med et tordnende langskud på overliggeren. Ud over landsholdsspillerens fortsatte udvikling på den største scene lidt endnu, kan Morten Olsen glæde sig over endnu en ting.

Viktor Fischer fik sin CL-debut og den 18-årige angriber havde et lovende indhop med en afslutning tæt forbi mål.

Christian Poulsen og Lasse Schøne var også på banen tirsdag aften.

Læs også: