Brøndbys sportsdirektør Troels Bech indrømmer, at han mærkede efter i maven omkring sin egen Brøndby-fremtid. Men hovedet vandt.

Onsdag d. 9. marts. En dag, der går over i historien i dansk klubfodbold. En dag, nogle gerne vil glemme. En dag, andre altid vil huske.



Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen bekræftede, hvad BT tirsdag kunne beskrive.

På fanforummet Sydsiden Online havde han igennem længere tid skrevet indlæg, hvori han svinede den tidligere sportsdirektør Per Rud og træner Thomas Frank.

Rettere sagt: Tidligere træner Thomas Frank.

For Frank tog onsdag sit gode tøj og gik. Tillidsbruddet var komplet efter Bech Andersens uhørte handlinger. Arbejdsforholdet var umuligt at fortsætte.



Også Franks højre hånd Claus Nørgaard er fortid.

Foran et massivt presseopbud beklagede han ellers. Han undskyldte over for Frank, over for klubbens fans. Jan Bech Andersen lagde sig fladt ned.

Ved siden af ham sad sportsdirektør Troels Bech trofast.

Men Bech indrømmer, at han var nødt til at overveje og mærke efter i kølvandet af afsløringen af Jan Bech Andersens handlinger.



Overvejede du selv at gå, da omstændighederne stod klart for dig?

»Jeg har også en personlig moral og har været nødt til at hilse på den. Men hvis den har siddet i maven, har der i hovedet foregået noget andet. Jeg har sagt ja til et ansvar over for Brøndby IF. Uanset hvad man kan have af reaktioner i maven, er det ansvar ikke bare noget, man løber fra. Og når jeg samtidigt hører Jan knytte an til sit ansvar og er oprigtigt ked af det, så mener jeg, at det er min opgave at hjælpe til dér, hvor jeg er blevet bedt om det,« siger Bech til BT.

Hvad tænkte du som det første?

»Vi var alle sammen noget overrasket og også graden mere end det. Men så voksede der i hvert fald i mig to spor. Den ene var fuld af bekymring for, hvilket omfang det nu kunne skade os. Den anden var fuld af indsats. Hvad kan vi så gøre for at give os et forbedret afsæt ud af det?«

»Det er det, der er kravet nu efter den uro, der har været i dag, at vi skærmer spillerne lidt og sørger for, at de gør, hvad de skal gøre bedst. Nemlig at holde deres fokus og hjælpe dem til, at vi kan få en sejr på søndag. Og så har problemerne det med at forsvinde.«



Men nu er skaden sket. Hvor meget besværliggører det dit arbejde?

»Fodbold er så skønt, for der lever en masse udenom banen, der fylder meget. Det er derfor, man kan være fan hele døgnet, hele ugen. Men der spilles kun én kamp om ugen. Og det er den kamp, der er vores virkelighed, og det er den, vi skal påvirke. Alt det andet bliver nogle gange til sæbebobler, når vi bare vinder. Det er uforandret, at vi stadig skal præstere.«

Men jeg tænker i forhold til at kunne sælge projektet Brøndby til trænere og spillere. Eksempelvis til Daniel Agger, der har kontraktudløb til sommer?

»Nu har jeg kun haft mulighed for at snakke med Jan Bech Andersen samt dig og dine kollegaer. Jeg er ikke kommet til det punkt endnu. Men vi skal huske, at spillerne formodentlig spiller hverken for mig, Jan eller andre CPR-numre. De spiller for deres egen mulighed for at exellere og blive anerkendt. Det skal vi give dem mulighed for at gøre her.«

U/19-træner Auri Skarbalius har sagt ja til at overtage trænerjobbet efter Frank, som selv afløste Auri i 2012, frem til sommer. Troels Bech har ikke tænkt på emner til en mere permanent afløser.

»Jeg har kun gjort mig tanker om, hvem der kunne hjælpe os frem til sommer en time, efter Thomas sagde op. Og dér er jeg glad for Auri, der var den første, vi tænkte på. Som jeg kender Auri, tænker han længe frem til, at han har truffet sin beslutning. Men han har også haft sine overvejelser, ved jeg. Og vi må anerkende, at han mest gør det her for at hjælpe Brøndby i en vanskelig position.«

Allerede i december sidste år skrev den norske lokalavis Telemarksavisen, at Brøndby havde snakket med Odd Grenland-træner Dag Eliev Fagermo. I samme periode er det nu kommet frem, at Jan Bech Andersen i indlæg på fanforummet meldte om ændringer i den sportslige ledelse.

Er Fagermo et emne?

«
Det er ikke tidspunktet, vi skal diskutere emner. Vi har lige sagt farvel til Thomas. Jeg har ikke nogen liste stående. Den skal jeg først have skrevet ned, så hvis du har andre forslag, vil jeg gerne tage dem med.«