Peter Schmeichel var æresgæsten i den svenske Fotbollsgalan, hvor han uddelte en pris til Fredrik Ljungberg og hyldede Zlatan Ibrahimovic.

Peter Schmeichel er normalt med til Dansk Fodbold Award. Men mandag var han der ikke. I stedet var den tidligere verdensstjerne taget til Sverige for at deltage i "Fotbollsgalan", som det hedder i Danmarks østlige naboland.

Den store målmands opgave bestod i at uddele "Fotbollskanalens särskilda pris" til den tidligere Arsenal-- og West Ham-spiller Fredrik Ljungberg. Derudover skulle Peter Schmeichel bare hygge sig. Og det gjorde han i den grad.

- Det er en fantastisk galla. Det er herligt at se alle de tidligere og nuværende spillere, sagde den danske æresgæst ifølge svenske Aftonbladets hjemmeside.

- Jeg så faktisk Ralf Edström. Jeg kan huske, at han scorede ved VM i 1974, da Sverige tabte 2-4 til Vesttyskland - en fantastisk kamp. Det var det første VM, jeg så. Da var jeg 11 år, fortalte Peter Schmeichel, der også havde tid til at rose Zlatan Ibrahimovic, som for syvende gang blev valgt til Årets Spiller i Sverige, og derfor fik "Guldbollen".

- Zlatan er ren verdensklasse. Man spiller ikke for Barcelona, Milan, Ajax, Inter og PSG, hvis man ikke er en superstjerne. Og det er han. Jeg er glad for Zlatan, og jeg er glad for Sverige, sagde den tidligere europamester.