AGF kunne med en sejr i Skive endegyldigt sikrer den anden oprykningsplads til Superligaen. Men endnu engang gik der de efterhånden berømte gummiben i aarhusianernes spil, og med et 1-1-resultat er der stadig spænding om Superligaens sidste oprykker.
Kim Engel Aabech sendte ellers AGF tilbage i den danske fodboldhimmel, da bomberen fra Birkholm med sin 15. scoring i 1. division i år havde AGF på vej mod Superligaen efter 12 minutter.
På trods af de små tusinde AGF-fans, der havde taget turen til Spar Nord Arena, kunne holdet ikke holde kadencen, og tanken om oprykningen synes at snige sig ind i hovederne på aarhusianerne.
Skive har kun tabt en kamp hjemme på Spar Nord Arena i sæsonen, og skibonitterne kom tættere og tættere på i anden halvleg, hvor det efter 57 minutter gik det galt for AGF.
Den kommende Hobro-slider Kasper Povlsen fik ikke tæmmet bolden, men lagde den i stedet til rette for John Dyring, der godt 30 meter udefra med venstreskøjten bankede kuglen op i hjørnet uden chance for Steffen Rasmussen i AGF-målet.
En tro kopi af Pierre-Emile Højbjergs scoring for Augsburg lørdag.
AGF blev slået fuldstændig ud af oprykker-kurs og kom aldrig tæt på sejren.
Med det uafgjorte resultat har AGF otte point ned til Lyngby og Vendsyssel med bare to kampe igen. De to jagtende 1. divisions-klubber spiller deres tredjesidste kamp søndag mod henholdsvis Vejle og HB Køge.
AGF og Lyngby mødes endda i andensidste runde, og dermed kan der for alvor komme drama op oprykningen, der for få runder siden lignede en realitet for AGF.