Liverpool slog et svagt spillende Manchester United i det første af to rivalopgør mod Liverpool i Europa League.

Manchester United havde kun et skud på mål i alle 90 minutter af kampen mod Liverpool torsdag aften. Omvendt sendte hjemmeholdet Liverpool otte skud den anden vej, og det blev afgørende og tegnede et tydeligt billede af en kamp, der sluttede 2-0 til Jürgen Klopp og co.

Sejren bekom naturligvis Liverpools Nathan Clyne godt.

»Jeg synes, vi gjorde det rigtig godt. Vi ydede sammen en indsats, der gjorde, at vi fortjente sejren,« sagde han til 6eren efter kampen.

Det blev på forhånd af nogle kaldt for et af de største opgør i historien over rivaliseringen mellem Liverpool og Manchester United.

Men hvis dette opgør mellem Liverpool og Manchester United skulle gå over i historien, ville niveauet i første halvleg formentlig ikke give kampen på Anfield en særlig plads i de årlige klubbøger hos hverken ude- eller hjemmeholdet.

For her var det småt med storspil eller overdreven dramatik. Mest tilfreds kunne Liverpool dog være med de indledende 45 minutter. Her havde holdet flere gode chancer, og det resulterede i et føringsmål.

Det skete efter 20 minutter, hvor den tilbagevendte angriber Daniel Sturridge omsatte et straffespark til scoring. Og havde det ikke været for Manchester Uniteds spanske super-keeper, David de Gea, så havde Liverpool formentlig også ført med mere før pausen.

Og at Liverpool dominerede i kampens første halvdel, var Nathan Clyne da også helt på det rene med.

»I første halvleg gjorde vi det virkelig godt. Vi kom rigtig godt i gang, mens vi i anden halvleg lige skulle finde ud af deres taktik, men det gjorde vi godt, og vi kom flot tilbage i kampen. Og det er virkelig godt at have denne her føring med over til den anden kamp,« sagde han.

Det var egentlig ikke, fordi opgøret mellem rivalerne var ondt inde på banen, alligevel formåede dommer Carlos Velasco Carballo fra Spanien at uddele et hav af gule kort, hvilket måske ikke bidrog til et vildt spillet opgør i regulær topklasse.

Men Manchester United var på hælene, og det forsøgte manager Louis van Gaal at gøre noget ved fra anden halvegs begyndelse, da han satte rutinerede Michael Carrick på banen i stedet for Marcus Rashford, der ellers scorede to gange mod FC Midtjylland i runden forinden.

Manchester United kom langt bedre med i anden halvleg, men holdet faldt efter 74 minutter helt i knæ, da Liverpool spillede sig igennem i højre side, hvor Adam Lallana spillede angriberen Firmino fri i målfeltet. Brasilianeren scorede nemt til 2-0, og det så nu sort ud for rivalerne fra Manchester. United-spillerne appellerede for offside, men de protester blev ikke hørt af den spanske dommertrio.

Manchester United er dog trods resultatet ikke uden chance i returkampen, mente Marouane Fellaini.

»Det er ikke slut endnu, og vi kommer til at spille foran vores egne fans, hvor vi skal score to mål. Det bliver en anden kamp, og vi kommer til at presse hårdt på for at score et hurtigt mål,« sagde belgieren ligeledes til 6eren.