Allan Gaarde er ked af at miste Allan Kuhn i AaB, men sportschefen for nordjyderne glæder sig samtidig over den mulighed, som den nu tidligere assistent har fået i Malmø FF.

Kuhn er fredag eftermiddag blevet præsenteret som Malmøs nye cheftræner efter, at Åge Hareide smuttede fra Champions League-klubben til det danske landshold.

Det betyder samtidig et farvel til AaB og assistenttrænerjobbet for Allan Kuhn, og det fremkalder blandede følelser i sportschefen Allan Gaarde.

»Alle ved, hvor stor pris vi sætter på Allan Kuhn, og vi er kede af at miste ham, men omvendt har vi heller ikke ønsket at stå i vejen for ham,« siger Allan Gaarde til AaBs hjemmeside og fortsætter:

»Kuhn er en dygtig træner, der blandt andet med sin passion og sit humør har bidraget stærkt til fællesskabet i AaB, og samtidig har Allan i sammenlagt mere end ti år været en fantastisk ambassadør for vores klub.«

bt.dk er til stede ved pressemødet i Sverige, så vi kommer til at have ord fra Allan Kuhn selv senere på dagen, men det har ikke været muligt at træffe Allan Gaarde for en uddybende kommentar.